Nytårsmenuen, version 2012.

Så, nu er julen veloverstået. Og hvilken dejlig jul det har været, familien er besøgt og jeg kan nu tage et par dage hjemme hos mor i ren afslapning.

Tankerne omkring årets nytårsmenu er dog begyndt at tage form. Karen og jeg skal hygge i gode venners lag. Som sædvanligt har jeg madtjansen – hvilket jeg også selv har bedt om. Vi er blevet så gamle, at vi hellere vil hygge os med noget god mad og vin end ud og skabe os tossede. Sådan nogle nytårsfester bliver alligevel altid kørt op til noget helt vildt. Vi vælger i stedet at bruge det som undskyldning for at forkæle os selv med noget god mad – Og endnu bedre selskab.

Det nedenstående er udkastet til hvad vi skal have at spise. Vinene er ikke valgt endnu og der kan komme ændringer, hvis jeg nu ikke kan få fingrene i lige præcist de ting jeg skal bruge. I kampens hede kan der også ske ændringer. Opskrifterne kommer nok først efter nytår. Der vil tilgå nogle snacks, men de kommer til at afhænge lidt af, hvad jeg kan finde i byen i morgen.

Forret

Torsketarter

– Rimmet torsk rørt med en grov sennep, kapers og purløg. Serveret med en creme på rødbeder og   peberrod.

Skorzonerod, baconnaise og jomfruhummer.

– Skorzonerod, kogt i mælk og herefter stegt i rigeligt brunet smør. En mayonaise rørt på baconiseret olie. Jomfruhummerhaler. 

Hovedretter

Speltotto med VILDT tilbehør

En cremet “risotto” med spelt og svampe. Hertil enten lidt fuglevildt eller kanin.

Nyretapper, persillecreme og polenta

– Nyretapper, som kun lige har kysset panden, blodigt. Med en lind creme af persillerødder, hvidløg og persille. Hertil lidt fritter af sprødstegt polenta og og en kraftigt reduceret fond. Det kan være jeg må erstatte nyretapperne med andet godt kød. Det er ikke altid man sådan lige kan få fingrene i dem.

Vi renser lige munden med en granité

Granité ala surprise

Det er kun fordi jeg ikke har bestemt mig for, hvad den skal laves af 🙂

Til sidst

Ost og sødt.

– Ja, hvem elsker ikke ost? Planen hedder en Comte, en blåskimmel og så membrillo. Glæder mig til at se hvad jeg kan finde.

Lidt sprødt, pære, lakridscreme og sure brombær.

Nøddetuile. Sukkerkogt pære – lidt ala disse, dog uden eddike i kogelagen.  Lakridscremen bliver nok bare en råcreme med lidt af Lakridskongens pulver rørt i. Det er så dejligt nemt.

Til midnat

Hjemmebagt kransekage – med masser af bobler!

Ja, det er det vi skal indtage. I må nok desværre vente med opskrifterne til efter nytår. Må så ligger de klar til næste år.

Et andet bud på en blæret nytårsmenu? Tag et kig forbi gastromændene og se deres vilde forslag.

Hav en rigtig godt nytår!

/Thomas

Join the Conversation

  1. Hej Thomas,

    UHA ja, den alder, hvor de pludselig bliver andre ting, der tæller 🙂

    Det lyder som en dejlig (og realistisk) menu. Hvorfor ikke satse på danske oste, når du alligevel bevæger dig i det nordiske køkken med dine øvrige retter?

    Rigtig god arbejdslyst.

    Mange hilsner, Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close