Grønkålssalat med konfiteret and.

Det er sjældent at vi KUN spiser salat til aftensmad. Men det hænger jo lidt sammen med at jeg synes, at det ikke mætter helt nok. Men det er jo altså hvis man bare bruger iceberg eller hvad salaterne nu ellers hedder. Når det er grønkål, så er det jo en helt anden sag. Og hvis man så også supplerer med en gang konfiteret and, så bliver det jo et måltid. På et vist tidspunkt, så kan man også få nok af julemaden, så anden og kålen fik selskab af glacerede løg og kakifrugter. Det var faktisk en del sødme, så for at give lidt modspil, kom der også lige en håndfuld oliven og lidt kørvel på toppen. Faktisk er de glacerede løg meget inspireret af en af tingene, som vi har på et af kurserne hos Timm Vladimirs Køkken. Der er det bare i mere vietnamesiske klæder med lidt fiskesauce og lime.

Og anden er jo det sidste af juleanden. Så nu er der faktisk slet ikke mere kød på den anden. Her bliver slet ikke smidt noget ud. Og som med anderilleten var lårene fra vores ænder også i et fedtbad inden. De var opbevaret i fedtet og blev hurtigt stegt inden de blev plukket og kom i salaten.

Nu er jeg jo ganske ydmyg, men den her salat er altså ret genial. Både hvad angår smag men også at det er en salat, som du kan bikse sammen på et kvarter. Så det er et dejligt mættende måltid.

Grønkålssalat med konfiteret and.

Grønkålssalat med konfiteret and.

Thomas
Antal 2 portioner

Ingredienser
  

  • 250 g grønkål
  • 2 konfiterede andelår
  • 1,5 kakifrugt
  • 2 rødløg
  • 1 dl rødvinseddike eller anden eddike
  • 1,5 spsk sukker
  • 0,5 tsk Salt
  • 75 g sorte oliven
  • Kørvel

Sådan gør du
 

  • Nip grønkålen af stænglerne. Skyl den og del den i mindre stykker. Læg i skålen.
  • Steg andelårene. Der er så meget fedt på, at det ikke er nødvendigt at tilsætte yderligere fedt. De skal blot steges til de er gennemvarme og skindet er lidt sprødt. Lad dem køle lidt før de pilles og kommes på salaten.
  • Skær kakifrugten i strimler og kom den på.
  • Skræl løgene og skær dem i både. Kom dem på en brændvarm pande (eventuelt bare den som anden er stegt på - hvor langt størstedelen af fedtet er hældt fra). Rist dem et par minutter. I mellemtiden blandes sukker, rødvinseddike og salt. Kom det på panden og lad det boble til det er kogt ind til en tyk sirup og løgene er fint glacerede op. Kom løgene på salaten og hæld den sidste sirup over.
  • Top op med oliven og kørvel.

Grønkålssalat med konfiteret and.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close