Moules marinieres – Fornuftig fastfood.

Nogle gange bliver man lidt skræmt, når man ser folks indkøbskurve i den lokale Irma eller Bilka. Der er jo helt sikkert rigtig god forretning i at sælge halv/hel fabrikata og diverse færdigretter. Jeg kan da også stolt sige, at jeg virkeligt ikke gør brug af mange af dem. Faktisk så godt som ingen. Jo, jeg køber brød, når jeg ikke orker at bage, jeg køber færdigt pålæg og ost. Fra tid til anden køber jeg også fond, men det er nok desværre et spørgsmål om logistik, fryseplads og tid. Det er ikke optimalt, men man må sno sig. Men jeg kan godt tænke mit, når man ser forældre købe færdigkogte ris til mikroovnen, santa maria tex-mex eller lasagnette på brev. Det er altså noget af en kulinarisk arv, som man videregiver. Den nok hyppigste grund – Udover manglende interesse – er manglende tid. Det tager åh så lang tid at lave mad. Men det synes jeg faktisk ikke. Man skal jo bare vælge sine kampe. Lav simreretterne i weekenden, lav den rigtige fastfood i hverdagene. Og det der med at vælge noget, som går rigtigt stærkt, er disse muslinger det perfekte eksempel på. Og ikke nok med at det går stærkt, så er det i lige så høj grad et middel til at få tømt ud i gemmerne. Du kan nemlig variere det ud i det uendelige. Af supperurter kan både de usual suspects som gulerødder, pastinakker, selleri, bladselleri, løg, hvidløg, porre og hvad der ellers lige er. Jeg er ret glad for kombinationen af fennikel og æbler. Jeg synes lakridsnoterne gør sig så ufatteligt godt til skaldyr – Så den fik også lidt estragon for at toppe den op. Det må også gerne være et let syrligt æble. Og til at dampe i? Kig dig rundt, hvad har du? Hvidvin, cider, most, bobler, fond. Det meste går an. Jeg brugte halv sherry, halvt æblemost. Fordi det var det der skulle bruges. Ikke nok med at jeg lige har pebet dine øre af med, at du næsten kan bruge hvad som helst med dine muslinger, så er de faktisk også ret billige.

Jeg er til dato ikke blevet syg af at spise skaldyr. Men jeg ved at det kan være en rigtig træls omgang at få fingrene i. Så når du ordner dine muslinger, skal du være lidt årvågen. Men tegnene på at de er dårlige/døde er ret åbenlyse. Så du skal ALTID smide muslinger ud, som er beskadigede. Du skal også altid smide muslinger ud, som ikke er lukkede eller lukker sig sammen, hvis de får et lille bank med bagsiden af en kniv. Er du det mindste i tvivl, så kasserer du den. En musling er virkeligt ikke det værd. Det samme når de er dampede. Åbner den sig ikke, så lad vær med at presse en kniv i den for at få den op. Ud med den. Skyl også muslingerne godt i koldt vand når du renser dem, så slipper du også for at de knaser (for meget).

Jeg tager gerne lige en deciliter af suppen fra, efter jeg har taget muslinger op og før der kommer fløde i. For så har jeg basen for en ualmindelig god muslingesauce til et stykke stegt fisk eller andet, som har behov for en lækkerhedsindsprøjtning. Der skal bare piskes urimelige mængder koldt smør i og så er du der.
Moules marinieres - Fornuftig fastfood.Moules marinieres - Fornuftig fastfood.

Moules marinieres - Fornuftig fastfood.

Thomas
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 20 minutter

Ingredienser
  

  • 1 kg blåmuslinger
  • 1 lille fennikel
  • 1 grønt æble
  • 1 løg
  • 2 laurbærblade
  • 25 g smør
  • Dild og estragon.
  • 1,5 dl sherry byt den bare ud med noget andet
  • 2 dl æblemost byt også den ud
  • 1,5 dl piskefløde
  • 1 citron
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Muslingerne skylles og sorteres. Husk også at fjerne skægget, hvor de har siddet fast. Det er nemmest at gøre med bagsiden af en kniv.
  • Hak løg, æble, fennikel og stilkene fra estragon og dild fint. Sauter blandingen i godt med smør sammen med laurbærbladene til løgene er gennemsigtige. I en stor gryde forresten.
  • Kom væskerne på og læg låg på og skru godt op for varmen.
  • Når væsken koger kommes muslingerne på og låget kommes på. Damp 2-3 minutter eller til de har åbnet sig.
  • Kom muslingerne op i skåle. Tag eventuelt lidt suppe fra til sauce. Ellers kommes fløden ved og den koger ind i et par minutter uden låg. Fuld skrue. Smag til med salt, peber, citronsaft og skal. Kom suppen over muslingerne.
  • Drys med estragon og dild.

Moules marinieres - Fornuftig fastfood.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close