Kylling med stegte, spicy rosenkål og hummus

Helt ærligt. 275 kroner for en kylling er noget nært det mest sindssyge, jeg har været med til længe. Men det koster en kylling fra Bresse altså. Men den siges så også at være noget nær verdens bedste kylling. Men men men, det koster de normalt, men jeg var heldig at finde en, som var ved at gå på dato til halv pris. Så er vi nede i en fornuftig pris. Og de planlagt svinekoteletter blev så strøget helt fra planerne. Det skal så også siges, at jeg måske primært gjorde det for at gøre den kære Mikael fra Råvarecirkus jaloux. Men sådan et lille menneske er jeg altså bare. Jeg tror også det virkede.

Og nu har jeg så lavet to forskellige retter ud af den til hustruen og jeg. Og hvad er dommen så? Det virker helt afsindigt at betale så mange penge for en kylling, hvis det var fuld pris. Men på den anden side, ville jeg gøre det igen? Ja. Helt sikkert. Jeg har aldrig fået bedre kylling i mit liv. Den er simpelthen så fuld af smag, at det er pengene værd. Det er selvfølgelig ikke pengene værd, hvis man ender med at bruge den til kylling i karry, nuggets eller lignende. Men hvis en helt speciel lejlighed byder sig. Så er det altså det værd. Det er sådan en ting man bør unde sig en gang i mellem. På samme måde som en rigtig god krogmodnet 500grams bøf eller måske noget skovgris – Eller hvad ved jeg. Det skal være der hvor man får en reminder om, hvor godt tingene altså kan smage. For vi lever sgu altså lidt i sådan et smagsneutralt univers, hvor det meste af smagen må gå på kompromis for både pris og mængde. Det er virkeligt en skam. Jeg vil helst ikke lyde for hellig, selvom det måske er svært at undgå, når man taler om sådan nogle ting. Men jeg tænker efterhånden virkeligt meget over hvad jeg gider at spise. Jeg er i den grad også priviligeret. Jeg tager billeder for Danish Crown, hvor det nogle gange ender med fotorester af en lækker krogmodnet bøf og så serverer vi altså rigtigt godt kød i Timm Vladimirs Køkken til gæsterne. Så er det sådan lidt en nedtur at skulle spise de der alt for tynde pseudo bøffer fra køledisken. Så hellere lade være. Man bliver ikke tilfreds. Det svarer lidt til god chokolade. Dit behov er meget mindre, hvis du får et rigtigt godt stykke kontra hvis du bare sidder og høvler marabou.

Vi er også bare dødelige mennesker med et helt normalt kostbudget. Så hvis man køber sådan en kylling her, så vil der automatisk følge et par fattige dage efter. Men det er det værd. Jeg tager gerne flere dage med lidt til ingen kød for sådan et par retter her. Og nu er lektionen i madsnobberi færdig, så lad os komme til det vi faktisk fik at spise.
Hummus bowle 8

Nu skal man jo passe lidt på hvad man render og tager kredit for. Men jeg synes ikke lige, at jeg har set den her konstellation før, så måske er det egentlig noget jeg har fundet på. Det startede lidt med at kyllingen lå i posen og så skulle der tilbehør til. Hov, der var flotte violette rosenkål. haps. Og den oprindelige plan var at coate den dampede rosenkål i en osteemulsion ala en carbonara sauce. Den skulle så toppes med en grøn pesto og toppes med basilikum. Det var planen, men så kan du nok godt regne ud, at det ikke helt var sådan det endte. Rosenkål er jo en farlig størrelse, som de fleste afskyer. Jeg tror det hænger sammen med at mange forbinder dem med de selvdøde grønne kanonkugler i frostblandingen, som absolut skulle overkoges. Det gjorde jeg i hvert fald og det skabte også et had/had forhold her. Det var dog indtil jeg selv begav mig ud i at lave dem. Så er det helt perfekte. En salat med bladene rå. Dampede med olivenolie, citronsaft og parmesan. Stegt hårdt på panden i smør med bacon. Altså, der er lutter gode måder at lave dem på. Det her er jo lidt afart den sidstnævnte, men det ville nok være underligt at lave for meget bacon i sådan en mellemøstlig inspireret ret.

Faktisk har jeg lidt gået og tænkt over konceptet med at smøre tallerkner og skåle, som man serverer i med dressing, cremer eller her hummus. Så får man nemlig hele tiden noget af den med, når man tager en mundfuld. Det er ret genialt, hvis du spørger mig. Jeg lavede bare en hummus med dåsekikærter og så kørte vi derfra. Jeg sjussede mig lidt frem (som altid), men følg denne her opskrift, hvis du vil lave byens bedste hummus. Kyllingelårene blev vendt i ras el hanout, som er lidt en random krydderiblandingen, da det egentlig bare dækker over “Det bedste i butikken”. Men det plejer at være lidt koriander/spidskommen baseret, så det passer glimrende til kyllingen. Og da jeg alligevel havde kyllingen i ovnen, så flækkede jeg et par løg og sendte med i rotation. De skulle have lige lang tid, så det var lidt win win. De dejlige bagte løg giver en god sødme til retten. Og så rosenkålen. Den blev klargjort. Altså fjernet lidt af bunden og pillet de groveste blade af. Herefter del i to. Så bare på en skoldhed pande med lidt olivenolie. Steg til de tager lidt farve. Kom harissaen på. Vend vend vend. Færdig. Det tager 10 minutter at rense rosenkålen. Det tager 7 minutter at lave den. Det tager desværre kun 5 at spise den.

Top med yoghurt, granatæblekerner og koriander. Spis fladbrød til. Færdig. Det er faktisk en ret hurtig ret at bikse sammen.

Og helt ærligt. Tag det nu ikke så nøje, at jeg lige har himlet så meget om en dum kylling. Det skal ikke afholde dig fra at spise denne ret. Og faktisk tror jeg næsten den vil virke lige så godt i vegetarversionen, hvor du damper lidt couscous i stedet for kyllingen. Kom det mellem hummus og rosenkål. Jeg vil næsten garantere dig, at du vil ikke komme til at savne kødet.
Hummus bowleHummus bowle 4

Kylling med stegte rosenkål og hummus

Thomas Alcayaga
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 kyllingelår over og under sammen
  • 1 spsk ras el hanout
  • 3 små rødløg
  • 1 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • 2 dl hummus følg opskriften ovenfor, ikke?
  • 500 g rosenkål cirka 400g renset
  • 1 spsk harissa
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 dl yoghurt
  • 0,5 granatæble
  • Frisk koriander

Sådan gør du
 

  • Smør lårene i olivenolie (kyllingens, ik) drys med salt, peber og ras el hanout. Kom på en bageplade sammen med flækkede løg, Bag i cirka 40-45 minutter ved 180 grader. Lad dem trække 5 minutter hefter.
  • Rens rosenkålen og flæk den. Varm en pande op til brændvarm og kom 1 spsk olie på. Steg rosenkålen til den begynder at tage farve. Slæk ikke på varmen. Det tager 3-4 minutter. Kom harissa på og steg 2 minutter yderligere. Tag fra varmen. Vend sesamfrø, salt og peber over.
  • Smør hummussen i skålene, som du serverer i. Kom kyllingen, rosenkål og bagte løg ved.
  • Top med granatæble, yoghurt og frisk koriander.
  • Server med varme pitabrød eller naanbrød til.

Hummus bowle 7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close