Ultranem Risengrød

Ok, der er vist ikke meget opskrift i det her. Eller det er jo en opskrift. Men det der for mig er anderledes er hele nemhedstricket i det. Indtil nu har der bare været to måder at koge risengrød på. Den ene hvor man starter i god tid og så sætter den ind i sengen eller højkassen og den anden hvor man rører til man får helt ondt i armen. Så ustruktureret som jeg nu er, så har min planlægning også kun tilladt at vi brugte metode nummer to. Og dog har det så også primært været Karen, som har haft det som ansvarsområde.

Sidst vi så skulle have risengrød havde jeg dristet mig til at lave risengrøden. Jeg fik startet op som jeg plejer. Vand i sammen med grødrisene og kog op. På med mælken bring i lifligt kog og rør. Det var så lige efter mælken var kommet op og koge, at jeg indså at vi var løbet tør for kanel… og endnu værre… smør! Det burde jo ikke være muligt. Men jeg slukkede bare på blusset og strøg i Irma. Da jeg så returnerede cirka  25 minutter efter, så var risene møre og grøden skulle lige koge hurtigt igennem for at tykne den en smule.

Jeg tror der hvor jeg vil hen med det er. Brug en støbejernsgryde til at koge risengrød i, for den holder noget bedre på varmen end dine normale gryder. Så slipper du for alt balladen med at røre din arm i stykker.  Dog kræver det lidt, for at den bliver rigtigt cremet, at du rører ret meget i starten og til slut. For alt det røren i gryden gør, at risene smider noget af stivelsen, som er med til at gøre grøden mere cremet. Det er blandt andet også derfor man siger at man skal røre så meget i en risotto. Risotto er jo bare en risengrød lavet på fond i stedet. Den skal også være mega cremet.

Hvis du udelukkende laver risengrøden for at bruge den til risalamande, så kan du også med fordel koge en vaniljestang med. Det bliver alt for meget, hvis du skal spise den som grød, men er ret perfekt til risalamande. Så skal du nok også lave en lidt mindre portion, for her er mad til cirka 4-5 personer. Sådan afhængig af hvor glade I lige er for risengrød-risengroed-2risengroed-1

Ultranem Risengrød

Thomas
Antal 4 + portioner

Ingredienser
  

  • 360 g grødris
  • 5 dl vand
  • 2 l sødmælk
  • Salt

Herudover

  • Kanelsukker
  • Velvoksne smørklatter

Sådan gør du
 

  • Kom grødris og vand i en støbejernsgryde og bring i kog. Lad det bulderkoge i cirka 4-5 minutter mens du rører i det ret ofte og ret kraftigt.
  • Kom mælken på og bring den forsigtigt i kog under omrøring. Når det koger slukkes der for blusset og låget lægges på gryden. Lad den stå på det varme blus. Vent i 25 minutter.
  • Tag låget af. Hvis den skal koges en smule ind, så gør det (cirka 5 minutter).
  • Ellers smages den blot til med en knivspids salt (eller to) og serveres med kanelsukker og smørklatter.

 

risengroed

Join the Conversation

  1. Sjovt, det er faktisk sådan min mor altid har gjort. Det gør det virkelig meget nemmere.

    1. Det er da utroligt, så tror man lige at man har opfundet den dybe tallerken. Men ja, men slipper for både for en tennisalbue og så muligvis også kede sig ihjel.

  2. Et andet hit er lige at lade en smørklat falde i gryden sammen med vand og ris i starten. Det er som om, det slet ikke kan brænde på, når man husker det… Man kan ikke rigtigt smage det, men lidt smør gør jo alligevel alting bedre 🙂

    1. Det vil jeg prøve næste gang. Og der kommer jo alligevel også masser af smør ovenpå. Så hvorfor ikke? Det er jo meget begrænset hvad man har at miste.

      Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close