Jeg tror lidt at jeg havde glemt hvor nemt det er at lave kokosmakroner. Og det var sågar så nemt, at jeg kunne hive Alfredo med i køkkenet.
Karen og jeg havde lidt misforståelser i forbindelse med noget indkøb. Og pludseligt stod vi med ikke mindre end 2 poser kokosmel og noget i en kondibøtte. Kokosmel er nu heller ikke det vi bruger allermest af. Grunden til vi så ivrigt købte det ind var, at vi skulle eksperimentere os frem til nogle sukkerfrie muffins, som Alfred kunne have med i dagpleje til hans fødselsdag. De var godkendte i første hug og så var der jo ikke ligefrem nogen grund til at gøre mere ud af det. Det var vist kun ungerne som ville spise dem, men det er jo også godt nok. For så at komme vores kokosmelet til livs, gik vi i køkkenet for at lave kokosmakroner. Jeg har lavet dem her før og det var også dem som var basen. Men fordi jeg samtidig med det også har noget af et crush på pistacienødder, skulle disse kombineres. Værsågod, kokosmakroner med pistacie.
Min første tanke var at bage dem i en siliconeform til financier, så de faktisk blev firkantede, for så bagefter at overtrække dem hele med chokolade. Jeg kunne næsten mærke, at det blev for meget af det gode. Så jeg tog den nemme udvej og blot smeltede chokoladen og kørte den udover.
Jeg bagte dem lidt længere end jeg nok normalt ville. For de smager også godt, når skorpen er en smule ristet. Det er en smagssag. Vil du have dem helt lyse, skal de have 10-12 minutter. Skal de være lidt mørkere som mine, så giv dem cirka 15.
Kokosmakroner med pistacie - Virkeligt nemme.
Ingredienser
- 2 æg
- 1 vaniljestang
- 150 g sukker
- 200 g kokosmel
- skal af 0 5 økologisk appelsin
- 100 g finthakkede usaltede pistacier
- 50 g smeltet chokolade.
Sådan gør du
- Æg, sukker og vaniljekorn piskes til en hvid, luftig æggesnaps.
- Kokosmelet vendes i. Appelsinskal. Kom de finthakkede pistacier i. Gem en smule (måske 10-15 gram) til pynt.
- Arbejd dejen godt sammen.
- Sæt 12-14 toppe på en bageplade. De er helt klart nemmest at bruge fingrene. Hvis du fugter fingrene også, er det endnu nemmere.
- Bag 12-15 minutter, tag dem ud og lad dem køle.
- Smelt chokoladen og kom i en sprøjtepose. Kom over makronerne og slut af med den sidste pistacie.
Hvor meget varme anbefaler du til kokosmakronerne?
Hej,
Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske om det var 180 eller 200 grader.
Du kan bare give dem 180 og så tage dem ud, når de har taget en smule farve.
Thomas
Jeg gav dem 200 grader og nogle af dem blev en smule sorte hvor kokossen var tyndest. Men de smagte alle fantastiske og alle holdt formen som runde kugler. Jeg havde iøvrigt givet dem lidt mere kokos da vores æg fra egne høns tilsyneladende er ret meget større end købeæg. Det blev til 16 stk ialt.