Den sidste weekend i marts havde min udkårne fødselsdag. Vi valgte at stikke af på forlænget weekend i svigerforældrenes sommerhus i Blåvand. Jeg vidste at der ventede noget godt forude.
I Blåvand ligger der en lille perle, nemlig Hr. Skovs Gourmetbutik. Jeg har tidligere været forbi, så jeg gik også og glædede mig til at kigge forbi igen. Siden vi var der sidst er der også åbnet en lille deli-café, hvor man kan nyde nogle af de gode ting og sager fra butikken. Der er et lille menukort – SPÆKKET MED GODE ENKLE TING OG SAGER!
Vi valgte at runde butikken (første gang) fredag formiddag til lidt godte shopping og en brunch. Ja, normalt holder jeg mig altså rigtigt langt fra brunch, da det meste er alt for opreklameret og ikke mindst overvurderet. Der er for mange ting, som bare bliver smækket på en tallerken, fordi man lige kan. Det skulle så ikke være tilfældet her – Det kommer jeg tilbage til senere.
Hvem er så ham der Hr. Skov? Hr. Skov hedder Claus til fornavn og er uddannet kok. Efter at have drevet kro i mere end et årti, valgte han at hellige sig arbejdet med butikken og de gode råvarer. Læs lidt mere her. Hr. Skov er en hyggelig fyr, som ikke er bange for at dele ud af både smagsprøver og gode historier omkring disse. Hvor er det rart at tale med folk, som faktisk ved hvad de sælger. For mange af varerne har han faktisk selv lavet – Alt andet er nøje udvalgt, hvor kun det bedste er godt nok.
Tilbage til vores brunch.
Vi valgte at købe en brunchtallerken hver. Det var ikke specificeret, hvad der var derpå. Så det var faktisk en smule spændende. Hertil valgte vi at købe en kande stempelkaffe. Bare et tegn på at det er i orden, var at man lige bliver spurgt om man vil have varmet mælken til kaffen. Det er så lidt – Men alligevel så meget.
Vi fik to tallerkner, hvor der på den ene tallerken var en ordentlig moppedreng af en frankfurter, lavet af lokalt kød fra galloway kvæg fra et naturgenopretningsprojekt, et spejlæg og den hjemmelavede ketchup og sennep med havtorn. Blev nødt til at tage et enkelt glas med hjem, som nydes i meget rationerede mængder, da det skal holde længe. Nok en af de bedste frankfurtere jeg har fået i mit liv. Og jeg har altså indtaget en del.
På den anden tallerken to forskellige ost. Den ene med nød og den anden med vulkanaske. Jeg kan huske at de smagte fremragende, dog kan jeg ikke helt huske hvilke oste det var. To salgs pølse fra Fanø-slagteren og skinke vi stadig diskuterer herhjemme om den var fra Fanø eller Italien. Den stod i hvert fald også på disken i butikken og smeltede på tungen. Hjemmelavet pesto, ramsløgsaioli og tre gange marmelader og kompotter. Herudover nogle lækre oliven, grillede peberfrugter og cornichoner.
Brødet var stadig lunt og der var rigeligt af det.
Ja, billederne siger vist det hele. Skulle man sætte en mikroskopisk finger på noget, så var at der ikke var stegeskorpe på spejlægget, som ellers havde perfekt blomme. Men det er vist en smagssag. Jeg synes lidt det hører til.
Efter maden, som blev nydt til fulde, skulle vi jo selvfølgeligt også have lidt med hjem. Ja, det var ikke alle billeder fra butikker, som blev lige gode. Men jeg tror ikke der skal meget gransken til, for at kunne se at der var mange ting, som man kunne have lyst til at indtage. Bare for at nævne de mest kendte: Summerbird, Hansen is, Rossini kaviar, vin fra Løgismose. Herudover også mange lokalt producerede varer, herudover også lemonader, øl, vin og en ualmindeligt lækker køledisk med kød og charcuterie.
Jeg fik skåret mig to møgsvin af nogle rib-eyes. Altså, hvis man er Københavner, så er det ikke mange penge for to så gode bøffer. 34kr. pr 100g, Dem fik jeg frembragt denne lille ret ud af.
Vi købte nogle af de “hjemmelavede” varer med hjem til sommerhuset. Blandt andet øl, føromtalte sennep, balsamico og lidt the. Konen køber denne balsamico, hver gang hun er på disse kanter, da det er noget af det ypperste. Et par dryp af denne sammen med lidt god olivenolie, så har du den perfekte dressing. Øllene er en hjemmebrygget Skovmærke ale.Ikke helt så bitter, som de nogle gange kan være, men jeg gætter på t de er fantastiske til en god gang indisk curry.
På sidstedagen i sommerhuset måtte jeg lige forbi igen. Jeg valgte at købe noget pølse med hjem til den påskefrokost, som jeg afholdt i søndags. Jeg valgte tre forskellige slags, som han var så flink at vakuumpakke for mig. De skulle jo lige med i toget til København.
Jeg købte et stykke af Hr. Skovs hjemmelavede spegepølse, som var lavet af rent oksekød fra galloway kvægene. Folk var helt vilde med den til fr0kosten. Så der var desværre ikke rester.
Herudover købte jeg også to mindre stykker pølse fra Fanø Slagteren. Den til venstre var med fennikel og den til højre med chili. Fantastisk kvalitet,
Som I nok kan læse jer frem til, så kan jeg kun give de varmeste anbefalinger af Hr. Skovs butik, hans håndværk og så videre. Har du lyst til at læse mere omkring den, så kan du læse mere på hans hjemmeside, følge hans side på facebook eller simpelthen bare besøge den lille hyggelige butik i Blåvand – Og så må du gerne importere mig noget spegepølse her til København 🙂
Hr. Skov
Blåvandvej 37
6857 Blåvand
Tlf. 75 27 85 00
Nej, dette er ikke et sponseret link. Jeg vil bare gerne hylde manden, som har givet mig tiltroen til “Brunch” tilbage 🙂