Forårsruller med and, kål og hoisinsauce

Nu er vi ved at være kommet til det sidste punkt i min madspildsføljeton til julen. Eller det er ikke rigtigt, for der kommer faktisk også en lille artikel på heartbeats imellem jul og nytår. Men så i hvert fald her på siden. Det skal siges at der nok dukker et par opskrifter mere op, da vi har garderet os med en hel and og en flæskesteg til jul. Og vi bliver jo kun Karen, Alfred og mig. Forhåbentlig også lillebror, men han tager ikke så meget fra på det punkt.

Så her kommer den opskrift, som er blevet ret efterspurgt på det seneste, nemlig mine forårsruller. Jeg vil sige at lysten til at lave forårsruller ikke umiddelbart startede ud på grund af juleprojektet, men i højere grad en ret sløj oplevelse med købeversionen. Der var for det første nærmest ikke spor af kød i dem. Så var der smagløst kål og overdoseret med peberet. Det var sådan rigtigt ringe. Nu lavede jeg dem her med and, da det egentlig passede ret godt ind i projektet, men vil mene at du både kan bruge hakket gris eller ko. Eller skært kød af de fleste dyr for den sagsskyld. Og hvis man så dermed regner ind i kalkulen, at du sagtens kan bruge meget mere grønt end jeg gjorde. Måske sagtens 50% mere uden at det var et problem. Så kan du altså få mange måltider for få penge. Når de så er rullet, kan du sagtens fryse dem og vupti er der mad på ingentid. Faktisk ville det være optimalt at fordoble portionen af fyld, for jeg fik ca 16 ud af denne portion. Hvis man gav den lidt ekstra grønt og doblede op generelt ville det passe med 40 stk. Og der er sjovt nok 40 stykker dej i de pakker, som jeg køber.

Dejen er købt i den lokale kineserbutik på frost. Tror nok en pakke koster i omegnen af 25 kroner, men du må ikke holde mig op på det, for der er sjovt nok også altid alle mulige andre ting, som ryger i kurven samtidig. Det har tykkelse ala filodej, men det er elastisk, så det er meget nemmere at arbejde med. I en svag svag stund, kan du erstatte med filodej, men det er ikke helt det samme. Men hellere det end at købe en pakke af de købte.

Jeg krydrede med fivespice, ingefær og hoisinsauce. Alle tre dele er mulige at opdrive i gode supermarkeder. Og det giver en ret perfekt kombination af varme krydderier, lidt bid og så sødmen kombineret med lidt umami. Jeg synes du skal prøve at give det et forsøg. Det er så meget nemmere end man lige regner med. Og alternativt så gør det til et familieprojekt, hvor alle hjælper til. Så er I færdige i et ruf.

Og hvis vi ikke lige læses ved inden jul, så glædelig, glædelig jul til dig og dine. Tak fordi du vil læse mine opskrifter.

Forårsruller med and, fivespice og hoisinsauce

Thomas
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 40 minutter
Ret Snack
Køkken Kinesisk
Antal 16 forårsruller

Ingredienser
  

  • 350 g Tilberedt and eller fersk andebryst
  • 1 stk løg
  • 1 spsk revet ingefær
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk fivespice
  • 2 stk gulerødder
  • 300 g finthakket spidskål
  • 150 g bønnespirer
  • 1 dl hoisinsauce
  • 4 spsk soya
  • 2 tsk sesamolie
  • 2 spsk riseddike kan erstattes af anden eddike eller limesaft
  • 16 stk forårsrullepapir
  • 1 stk æg

Sådan gør du
 

  • skær enten del tilberedte and eller det ferske andebryst i små stykker. Brun det ferske andebryst. Vent med det tilberedte.
  • Tilsæt hakket løg, ingefær, hvidløg og fivespice. Steg et minutstid. Tilsæt nu det TILBEREDTE and og varm igennem.
  • Kom kål, bønnespirer og groftrevne gulerødder på. Læg låg på og steg/damp til kålen er faldet sammen. Kom nu hoisinsauce, soya og sesamolie på. Lad det stege lidt med. Smag til med eddike. Lad blandingen køle af. Lad det gerne hvile til dagen efter på køl. Ikke nødvendigt dog.
  • Læg et stykke forårsrulledej på bordet. Læg en god spiseskefuld fyld i den ene side  af dejen, i midten. Rul en halv omgang, fold siderne ind på midten. Pensel enden med sammenpisket æg og rul den så sammen. Læg den med enden nedaf mens du ruller de andre forårsruller.
  • Steg ruller 2-3 minutter på hver side i 180 grader varm olie. Steg nogle stykker af gangen, men ikke dem alle, da olien så taber for meget varme.
    Læg på fedtsugende papir. Server med soya og ekstra hoisinsauce.
Keyword and, restemad, Stop spild af mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close