Jeg vidste egentlig godt, at der var noget som hed Kylling i Cola. Vi har aldrig fået det. Men jeg har hørt at det er sådan en rigtig familieklassiker mange steder. Men det har det var faktisk ikke det, som fik mig på det. Men jeg var forbi Inco, hvor der mellem de udgåede varer en cola-barbecuesauce… Som jeg ikke købte, men fik mig ansporet på det her. Hvor den klassiske kylling i cola vist består af lige dele cola og ketchup, lidt paprika og brun farin, så ville jeg gerne lave en mere barbecue agtig sovs, som også gerne måtte få lidt flere smagsmæssige lag end bare ketchup og cola. Forstå mig ret, for det er altså et ret genialt hack til en hurtig barbecuesauce at køre en gang brun farin og ketchup sammen. Så har du udgangspunktet og så kan den smages til med krydderier, sennep, kaffe, honning eller hvad du ellers lige synes måtte passe til din ret.
Nu er vejret altså ikke rigtigt til de store udskejelser på grillen. Men jeg vil sige, at det her ville gøre sig noget bedre ude på grillen, hvor den kunne få noget høj varme og branke lidt – på den der gode måde. Der er jo ret meget sukker i, så det karamelliserer ret let. For god ordens skyld, så kan du også bruge kyllingeoverlår eller bryst. Brystet skal have lidt kortere, hvis du ikke vil have meget tørt kød. Overlåret er cirka det samme.
Du kan sagtens lave denne barbecuesauce og have på lager i køleskabet. Men så er det jo ret vigtigt, at du ikke kommer det hele ned til kyllingen. Det er noget stads. Jeg synes, at du får smagene bedst, hvis du lige giver saucen et lille opkog (og nedkøling) inden du bruger den. Så holder den også bedre på køl. Men har du rigtig travlt, så kan du hoppe over den her.
Jeg kører sådan en double trouble taktik, når jeg bruger barbecuesovs. Den får et godt lag når den kommer ind. Kødet må også gerne marinere i det nogle timer, så smagen rigtigt kan fordele sig. Lige før det er færdigt, får det lige endnu et skud sovs. Det første giver smag og ligesom lukker kødet til og det sidste lag gør dem bare sticky og rigtigt grissede.
Vi fik lidt kartofler i ovnen og en lige ud af landevejen coleslaw. Det virker til hver en tid. Jeg havde overvejet en mac’n’cheese, men tænkte alligevel at jeg ville begrænse mig lidt. Laver den ret fuldfed og var lidt doven. Lige præcist det her kan du lave på en time fra start til slut, hvis du ikke koger barbecuesaucen op. Og her skal du ikke arbejde meget mere end cirka 20 minutter i alt. Det er godkendt.
Kyllingelår i cola-barbecuesauce
Ingredienser
- 8-10 stk kyllinge underlår
- 3 spsk tomatpuré Jeg har brugt mutti dobbelt concentrat.
- 2 spsk æbleeddike
- 2 spsk brun farin
- 1,5 dl cola
- 2 tsk røget paprika
- 1 tsk tørret timian
- 1 knivspids spidskommen
- 2 tsk løgpulver (kan erstattes af 2 fed revet hvidløg – men kræver opkog)
- 1 spsk worchestershire sauce (for masser umami)
- Evt en smule chipotle flager.
Sådan gør du
- Tag kyllingen ud af pakningen og krydr med salt og peber. Lad dem stå og trække mens du fikser barbecuesaucen.
- Rør tomatpuré, æbleeddike, farin og cola sammen. Smag nu til til med krydderierne.
- Hvis du gerne vil have en lidt tykkere sauce. Denne er ret tynd. Så kan du røre alle krydderierne sammen med 2 tsk maizena og så røre i den våde blanding. Så kræver det bare et opkog. Denne er ret tynd, men så er det godt at marinere i.
- Vend kyllingen med cola barbecue saucen. ALtså halvdelen af saucen. Fordel på lårene på et ovnfast fad. Sørg for at komme bagepapir under, for det grisser lidt. krydr med salt.
- Sæt i ovnen ved 200 grader i 25 minutter. Pensel mere barbecuesauce på og sæt i ovnen 10-15 minutter til. (Tiden i ovnen passer med kartofler, som bliver skåret i små både og vendt med olie, salt og peber. Så de skal bare ind samtidig.)
- Nu er de klar. Husk vaskeklude eller vådservietter.