I den hedengangne uge løb Copenhagen Diningweek af stablen. Hvis du ikke kender til konceptet, så drejer det i bund og grund om at en række restauranter i København tilmelder sig, hvorefter de tilbyder en tre- retters menu til bare 200, hvor man sågar også får en pellegrino vand med i nakken. Så egentlig kan man gå ud og spise på en ganske god restaurant for få penge denne uge.
Der har været en del snak omkring hvorvidt det var godt eller skidt for restauranterne at gå med i dette projekt. Hvilket også betød at nogle sprang fra i forhold til sidste år og nogle nye kom til. Jeg tror nu ikke det er helt skidt for den rigtige restauratør. Og hvis man tænkte på hvad vi egentlig endte med at ligge for disse tre retter inkl. vin, så kan det i hvert fald ikke være os som trækker ned. Men man kunne også se flere i restauranten som blot nøjedes med en enkelt øl eller et glas vin til maden.
Personlig var jeg lidt ambivalent før aftenen. Det lyder måske tosset. Men når man ved at restauranten har et ret begrænset budget til maden, ville man så gå skuffet derfra? Men på den anden side i en februar måned, hvor budgetposten til restaurantsbesøg desværre er lidt slunken, så var det også rart bare at komme lidt ud. Så på anden side, hvis du har betalt 200 kroner for et måltid, hvor skuffet har du så lov til at være? Jeg valgte at tage det som en på opleveren. Ikke fordi jeg ikke ville spise på Grønbech & Churchill, men det var ikke lige højest på min liste over dyrere steder at spise her i foråret. Der er nemlig allerede planlagt, hvor vi skal spise. Forhåbentligt bliver det til endnu en tur på Henne (fingers crossed), et smut på Kadeau, da vi stadig har et gavekort fra vores bryllup og så meget gerne også Relæ, da det har toppet listen længe. Og ja, så skal der selvfølgeligt også spises en masse smørrebrød. Orangeriet, Lumskebugten og Schønnemanns skal jeg nå. Så lur mig om det ikke bliver et glimrende forår. Så med denne pakkede kalender, var muligheden for at få prøvet lidt andet til billige penge kærkommen.
Vi havde bestilt bord til klokken 20 og jeg blev en smule forbavset, da vi var de eneste i restauranten. Hvae… Var vi de eneste som havde fået denne gode idé eller var der bare noget vi ikke havde hørt. Heldigvis skulle der ikke gå mere end en halv time før restauranten var fyldt og summende. Jeg udnyttede alene-tiden til at gå at få lidt billeder af den flotte restaurant.
Vi valgte at springe i et glas champagne – som nu en hver god middag starter med. I menuen var der også mulighed for at købe en af restauranten signatur-retter, nemlig Zarens Børn. Her får man en kæk kombination af banan og kaviar. Det lyder både funky og lidt fristende, men vi valgte at sidde over. Det må helt sikkert prøves næste gang.
Udover selvfølgeligt et glas champagne, valgte jeg at tage den dertil sammensatte vinmenu (250kr) med et glas til hver ret. Selvom jeg ikke ved det store om vin, så synes jeg faktisk at vinene passede rigtigt godt til.Karen valgte at prøve juicemenuen i stedet. (135kr). Jeg ved det ikke er mange penge, men hvis der er noget jeg ville sætte en finger på, så synes jeg lidt det var en skam, at juicerne ikke var hjemmelavede. Ork ja, det var (i hvert fald til hovedretten) en lækker engelsk tranebærjuice – fra et mærke jeg ikke husker, men har set flere gange før. Men hey, Karen kunne godt lide dem og det var det vigtigste.
Da vi allerede på forhånd kendte menuen, var der jo ikke meget overraskelse i dette. Og dog, for jeg tror jeg blev en smule overrasket over hvor godt en blomkålssuppe kunne smage. Ja, om du kan læse, så var første ret en blomkålssuppe med mælkeskum på toppen og et stykke nænsomt tilberedt torsk. Virkeligt lækkert. I bund var der også en smule karry, vanilie, mynte og koriander. Jeg synes ikke korianderen rigtigt havde noget at tilbyde, men til gengæld var jeg nærmest overvældet over hvor godt den milde karry og vaniljen passede sammen. Det er helt sikkert noget som der skal tages med videre en gang. Jeg synes næsten at det var lidt en skam at det blev serveret i den høje kop. Denne ret ville helt sikkert gøre sig rigtigt godt i en dyb tallerken.
Nu til hovedretten. Vi vidste allerede på forhånd at det ville være fjerkræ, men ikke præcist hvilket. Vi fik et stykke kalkun, som helt sikkert havde været forbi et vandbad. Ellers tror jeg slet ikke det kan lade sig gøre, at servere et så saftigt stykke kalkun. Normalt plejer jeg at undgå kalkun, da jeg faktisk synes det er et utroligt kedeligt. Men her var der ikke meget at sætte en finger på. Vi fik en brunet/karamelliseret smør til som smagte ualmindeligt godt. Det må jeg prøve mig frem med en dag herhjemme. Herudover lidt grønne linser, lidt braiseret julesalat og lidt blandet grønt. Fin ret. Sådan på den “ok” og ikke prangende. Jeg tror måske det var kalkunen, som trak lidt ned. Ville måske bare have ønsket noget kød, selvom det smagte fint.
Desserten fik så bragt balancen tilbage i verden. Utrolig delikat sag. Pærecoulis, en sorbet på pære og et stykke pære, som jeg ikke lige ved hvad de havde gjort ved. Der var også tilsat både lidt fennikel og ingefær , så retten fik et strejf af lakrids og Altså dette så med hvid chokolade og en panna cotta (den på kanten).
Alt i alt, en rigtig hyggelig aften på Grønbech & Churchill. Ja, hvis man tænker på at det bare skulle være en lille svuptur, så endte det alt i alt med at løbe op i en regning på næsten 1200 kroner for både mad, champagne, vin, juice og drikkepenge. Menuen var fin, men der var nogle ting jeg nok ville have gjort anderledes.
Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage en gang i efteråret for rigtigt at kunne se, hvad de har at tilbyde, når de rigtigt folder sig ud.
Amaliegade 49,
1256 København K
