Nu er det da for alvor blevet sommer i det ganske danske land og varme graderne er næsten for meget af det gode, for sådan en lille tyk mand som mig. Men jeg overlever, jeg har nemlig fundet en – faktisk flere – gode venner, nemlig iskaffe. Så kan jeg stadig holde koffein indtaget højt og blive kølet.
Jeg skal snart ud og ferievikariere hos fotograferne igen, men denne gang har det krævet en smule forberedelse. I den sidste periode, kunne jeg nemlig mærke noget af et pres på mine skuldre. De havde nemlig et krav om iskaffe – ikke til billederne, kun nydelse. Nu må jeg så se om jeg ikke kan få dette indfriet når vi igen skal hygge derude. Jeg har eksperimenteret en smule med opskrifterne, så jeg er godt forberedt. Den nye kaffemaskine var også en god anledning til at teste løs.
Så heldig som jeg er, så har MoccaMaster nemlig givet mig muligheden for at prøve deres nyeste tiltag af. Her er der tale om den perfekte one-man-army maskine, hvilket jo må være meget sigende om mig og min gøren i øjeblikket. Her i firmaet er der ikke behov for store industrimaskiner til at brygge kaffen. Der er jo bare lille mig. Og praktisk nok, så brygger den faktisk direkte ned i koppen – Eller de tilhørende papkopper, så du kan lave din egen lille take-away kaffe. Det her visse fordele, hvis man bare er ene mand. Planen er faktisk at den skal med mig på arbejde, når jeg på et tidspunkt finder mig en kontorplads – Og lige får de sidste ting på plads i forbindelse med noget at bruge kontorpladsen til. PS, du kan også sagtens brygge direkte ned i Royal Copenhagen kopper. Heldigvis, for ellers skulle vi til at skifte ret mange kopper ud.
Hvilken kaffe skal du så bruge? Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at du kan bruge det meste kaffe, dog skal den være stærk. Bryg den ekstra stærk, hvis kaffen kommer direkte fra kaffemaskinen, så der ikke skal så meget i for at få smagen af kaffe, så jo er alfa og omega. Så det er nok en god idé at udelukke de tynde kopper kaffe, som næsten minder mest i farven om the og serveres på hippe steder. Jeg bruger den fra maskinen, det er nemlig den jeg har ved hånden. Ingen skuler til dig hvis du bruger pulverkaffe, men jeg bryder mig generelt bare ikke om smagen af den, så den har ingen plads i mit hjem. Espresso eller pods er også en mulighed. Den bedste kaffe er den du har ved hånden. Og den må gerne være blevet halvkold. #Stopspildafkoffein
De her opskrifter er ret grundlæggende, så ønsker du at tilføje smage som vanilje, nødder eller karamel, så kan du også sagtens tilsætte disse i form af sirupper. Nu kan du lade fantasien løbe løbsk – Dog tror jeg godt, at jeg kan fraråde hyldeblomst og frugtsirup, det virker ikke som et godt mix i mit hoved, og jeg har ikke rigtigt noget behov for at prøve, til trods for at jeg har en hjemmelavet hyldeblomstsirup på lager.
Ved du på forhånd, at du får lyst til iskaffe senere, så kan det være en god idé at sætte dine glas på køl eller frys, så er det nemlig med til at holde temperaturen nede. Det er ikke en nødvendighed dog. Derudover kan du også vælge at lave isterninger af kaffe. Så bliver kaffen ikke tyndere, som isen smelter. Ret godt fif, tak for det, Martin.
Nu til kaffen.
Den som næsten er en dessert
Her er inspirationen kommet fra en frappe. En i konsistensen tykkere sag, som med fordel kan indtages med sugerør.
Lige to forholdsregler du skal tage dig:
1. Sørg for at bruge en rigtig flødeis, så bliver resultatet bedst i mine øjne. Sådan en af de rigtigt billige kan godt få en rigtig træls konsistens og skille lidt, da der er mere skummetmælkspulver i dem end fløde. Og så smager det også bedre.
2. Pas på du ikke får brainfreeze, hvis du indtager den for hurtigt.
Hvad skal du bruge?
- 1 dl Kaffe
- 1-1,5 store scoops vanilje eller nougatis
- isterninger
- Lidt sødmælk for konsistensen
- Evt sirup, sukker eller honning til at søde ekstra.
– Kan pyntes af med flødeskum.
Blend alle ovenstående ingredienser og server i de kolde glas.
Den som er god, hvis du er ved at gå sukkerkold.
Efter et glas eller to af denne, er du helt sikkert høj på sukker. Den er som overskriften også nærmest forklarer enormt sød. Lever du efter LCHF, så er det her nok ikke kaffen for dig. Den er lidt mere ekstravagant end minimalisten. Faktisk kommer inspirationen lidt fra en “café bomba”, som vi nogle gange drikker, når vi besøger min far i Spanien. Det er ganske enkelt espresso og kondenseret mælk. Ikke for tøsedrenge og tandlæger.
Hvad skal du bruge?
- 1dl Stærk kaffe
- 2-3 spsk Kondenseret mælk
- 2 spsk Mælk
- isterninger
- Evt sirup, men brug den for smagen i siruppens skyld og ikke så meget sødmen, da jeg synes den er sød nok i forvejen (til min smag).
Rør mælk og kondenseret mælk sammen. Blot for at lette konsistensen en smule.
Hæld kaffe og is i glasset. Hæld forsigtigt den fortyndede kondenserede mælk over.
Tilføj til sidst sirup – hvis du ikke er sød nok.
Minimalisten
Dette er den nemme og også den mindst syndige. Alle opskrifterne er gode, men dette er nok den, som jeg bedst kan lide på en hverdag. Ikke at jeg tænker så meget på figuren.
Det er en god idé, hvis du bruger enten let eller sødmælk til denne. Efterhånden som isen smelter, så kan du få en lidt for vandet fornemmelse med mini og skummetmælk.
Jeg er så heldig at jeg har en bamix, som kan lave skum af mælk. Dette giver iskaffen lidt ekstra kapow i udseendet. Ønsker du at din iskaffe skal være “opdelt” i lag ved servering følger du nedenstående. Betyder det slet ikke noget, så kører du bare på med ingredienserne.
Hvad skal du bruge?
- Isterninger
- 1 del Kaffe
- 1 del sød eller letmælk
- Eventuelt sirup.
Ønsker du skum på toppen, så start med at skumme mælken op. Dette kan sagtens gøres mens mælken er kold. Brug en god stavblender eller mælkeskummer.
Kom isterninger i glasset og på dem mælken. Hæld forsigtigt kaffen heri. Kom skummet på toppen.
Her var der lidt forskellige slags iskaffe. Det er jo ret enkelt, men prøv at tænke på hvor langt omkring vi kan komme, hvis vi så også begynder at inddrage hjemmelavede sirupper (og opskrifterne på disse). Og måske også voksen versionerne med alkohol. Åhhh Alkohol. Så er vi godtnok ude i mange varianter. Hvad er din?
Indlægget er sponseret, men holdningerne mine egne. Jeg ønsker ikke at indgå samarbejde omkring produkter, steder eller lignende, hvor jeg ikke kan stå mere end 100% inde for det som bliver formidlet. Som en sidebemærkning, for samarbejde kan man kontakte thomas@madetmere.dk.
Lækkert med lidt forskellige varianter af iskaffe – jeg er især vild med den frappe-inspireret iskaffe, mums! 🙂
Herhjemme holder vi os primært til iskaffe lavet på et dobbelt skud espresso, en smule sukker og let-/sødmælk, men det er nok de færreste, som har en espressomaskine stående.
Jeg er glad for, at du kunne bruge tippet om kaffeisterninger – og tak for linket 🙂
God weekend!
Mums!
Jeg gør præcis som du gør i version 3, men som en sidebemærkning bliver den ikke dårligere af at hele baduljen bliver blendet, så er der dømt creaminess