Endnu en opskrift fra ferien i Spanien. Man skal jo nyde de gode frugter og grøntsager man har ved hånden, mens man har muligheden.
Vi er lidt nogle suckers for dessert, men vi er til gengæld ikke særligt vilde med flødeskum og alt for søde desserter, så jeg ville prøve at føre en plan ud i livet, som jeg havde haft i hovedet et par dage. Ferskensuppe.
Jeg valgte at bage 9 ferskner efter de havde fået et kryds med en kniv i toppen og lidt sukker henover.. (Hvorfor sukkeret ved jeg egentligt ikke). Jeg bagte dem i 35 minutter ved 200grader i en forvarmet ovn.
Her var der dessert til 6 mennesker. Disse ferskner var temmeligt store. Skulle jeg lave den igen med danske ingredienser, ville jeg nok tilføje et par stykker – blot for at være sikker.
Da de var kølet en smule af, fjernede jeg skindet og stenene. Gav dem en ordentlig tur med en stavblender og lod dem køle helt af i køleskabet. Her til dagen efter.
Dagen efter smagte jeg den til med ca. 3 spiseskefulde sukker, en teskefuld salt og juicen fra en MEGET stor citron. Den var noget tyktflydende, så jeg tilføjede cirka en dl. ferskennektar – Den slags du kan købe hos din indvandrer grønthandler – blot for at gøre den lidt tyndere. Hele tanken var at den skulle være den “friske” modsætning til mascarponecremen. Havde jeg haft det, så havde den nok fået et skud lime også, for at give den friskheden. Men nu var den faktisk klar.
Jeg rørte en bøtte mascarpone op med 3-4 spiseskefulde sødmælk – for konsistensen – og 2 spiseskefulde sukker og en lille smule vaniliesukker. Meget mere krævede det ikke.
Så var det blot at anrette. Faktisk utroligt nemt – Tror det skal prøves igen.