Kogemandens blog om mad, kager og godt grej til køkkenet.
Search
Hjemmekogt Marmelade
5. august 2012
Konen var taget på kort ferie hos forældrene og jeg kunne bruge lørdag lige som jeg lystede. Jeg skulle egentlig blot i den blå hal, men på vej derop kunne jeg se, at det ville være muligt at sikre sig brombær og mirabeller. To ting ærgrede mig en smule 1) Jeg betalte ugen før 22 kroner for 125g brombær i Irma. 2) Jeg havde korte bukser og t-shirt på. Blot som et lille hint – Sørg for at få lange bukser på. Det er nogle kradsbørstige sataner, sådan nogle brombærbuske. Men alt i alt, jeg vandt. Dog var det lidt tidligt med brombær, der er stor forskel på hvor lang de forskellige buske var.
Jeg anskaffede mig – i renset og udstenet vægt – 750g brombær og 700g mirabeller.
Brombærmarmelade:
750g brombær
450g sukker
1 vaniliestang
Saften af en halv citron
Mirabelle marmelade med vanilje og mynte:
700g mirabeller
400g sukker
1 vaniliestang
en håndfuld mynte.
Fremgangsmåden for begge marmelader var ens. Jeg tog først bær, vaniliestang (skrabt fri for korn og kornene), mynten til mirabellerne og cirka en deciliter vand til bunden og fyldte i en gryde. Det er blot for at det ikke skal brænde fast, så det skal blot dække bunden. Det blev sat over og koge og ret hurtigt frigav det safterne fra frugten. Det tog cirka 10 minutter. Så tilsatte jeg sukker og lod det koge cirka 15 minutter på lavt blus.
Jeg valgt ikke at tilsætte stivelse i nogen af de to marmelader, da det så ud til at frugten klarede det selv. Men brombær marmeladen kunne sagtens have brugt lidt. Mirabellemarmeladen stivnede fint.
Normalt vil man bruge Rød Melatin, som er et naturligt produkt, som stivner din marmelade.
Begge marmelader fik en tur med min bamix inden de røg på glas, da konen min ikke ynder klumper af bær.
Glassene
Når marmeladen er kogt, er det vigtigt at dine glas er i orden, for at marmeladen kan holde sig. Jeg sørgede for at vaske mine glas rigtigt grundigt og så skylle dem med vand med atamon. Atamonen sørger for at hæmme væksten at svampe og bakterier i marmeladen. De skal skylles i en blanding af varmt vand og atamon (læs dosseringen på flasken) og tørre med bunden op.
Skulle der på et tidspunkt komme mug på din marmelade, skal den kasseres med det samme. Det nytter ikke noget “at skrabe det af” – På det her tidspunkt er den død.
Når marmeladen er kogt færdig skal den direkte på glas og glassene lukkes med det samme. De skal også køles så hurtigt som muligt. Dog skal du være opmærksom på at hvis du laver gele, skal den ikke lukkes med det samme.
Hvor var det rart at stå op her til morgen og få hjemmelavet marmelade. I aften tager jeg på hyben-rov, de skulle efter sigende være klar nu.
Her er remediet til hylde-, brombær- og hybenplukning, selv med korte bukser/ærmer: Tag en renseribøjle, hold i krogen med den ene hånd, mens du trækker nedad på midten af buksestangen og klemmer stængerne helt sammen. Hold på stangen og brug krogen til at hive grenene op, ned, ud eller hen til dig, og du vil ikke ligne én, der har været oppe at slås med tre katte på én gang! Den er også smart til at nå andre ting i haven eller indenfor!
Her er remediet til hylde-, brombær- og hybenplukning, selv med korte bukser/ærmer: Tag en renseribøjle, hold i krogen med den ene hånd, mens du trækker nedad på midten af buksestangen og klemmer stængerne helt sammen. Hold på stangen og brug krogen til at hive grenene op, ned, ud eller hen til dig, og du vil ikke ligne én, der har været oppe at slås med tre katte på én gang! Den er også smart til at nå andre ting i haven eller indenfor!
Det var da en god idé med sådan en renseribøjle. Hvorfor har jeg aldrig tænkt over det. Specielt når man er en lille skid som jeg er. Tak for tippet 😉