Som du nok kan læse på bloggen, så har jeg i øjeblikket noget af et crush på brombær. Hvorfor ikke bruge de ting der er i sæson – Og specielt når jeg er så heldig at buskene i omegnen bugner af dem.
Jeg fik lyst til at begive mig ud i at lave min egen brombæreddike. Jeg har tidligere haft købt eddiker med frugt i. De er både gode til at give et pift til din salat, men også at koge ind sammen med sukker til enten at lave en glace til kød eller give bund til en sauce.
Jeg fyldte et glas med cirka 350g brombær. Heri fyldte jeg 400ml rødvinseddike, hvor jeg først havde rørt 300g sukker ud i. Det skal være opløst, hvilket taget et par minutter at røre ud i. Det er meget vigtigt kassere alle bær som har den mindste antydning af skimmelsvamp inden de kommer i.
Glasset skal nu stå i cirka to-tre dage i vindueskarmen, gerne i så meget sol som muligt.
UPDATE: Dag 3.
Der var ikke sket så meget i glasset, så jeg moste godt rundt i bærrene idag, så de blev smadret en smule. Den får lov til at vente et par dage til.
UPDATE: Dag 5.
Nu begynder der er ske noget. Jeg har smagt på eddiken idag. Den er helt sikkert på vej det rigtige sted hen.
Jeg har idag siet frugten fra og hældt eddiken på flaske. Bærrene kom jeg i en gryde og tilsatte en halv deciliter vand, en halv deciliter rødvinseddike, et par ske fulde sukker. Jeg tændte for blusset og tog det af da det havde boblet første gang. Blandingen fik en hurtig tur med min bamix, hvorefter det blev kørt igennem en si og forenet med resten af eddiken.
Jeg tilsatte en lille teskefuld tørgær. Jeg har læst et eller andet sted at man skulle dette. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men nu tager jeg chancen. Om et par uger kører jeg den igennem et klæde for at få en flot eddike. Lige nu er den lidt frugtkødsgrumset.
Den er kommet tilbage i vinduet og skulle snart begynde at boble.
Der bliver selvfølgeligt opdateret i sagaen, når tid er.