Skal vi ikke bare blive enige om at børn er dumme. Sådan rigtigt dumme. Ja, ok, selvfølgeligt ikke dit barn. Heller ikke mit barn. Men måske mest bare mig som barn. Stædigere møgunge skal man altså lede længe efter. Og det med stædigheden er slet ikke gået over endnu. Det er min kære hustru helt vildt glad for.
Men da jeg var barn, sikkert sidst i firserne, for jeg kan ikke huske præcist hvornår, blev jeg enig med mig selv om at jeg bare ikke kunne udstå farserede squash/courgetter/zucchini. Det var bare et kæmpe nej tak. Og det har ligesom bare hængt ved og jeg aner virkeligt ikke hvorfor. Jeg kan lide fars og jeg kan lide courgetter. Men nej nej, dumme børn kan ikke lide kombinationen af de to.
Kræsenheden er jeg kommet lidt over. Men jeg havde af uransagelige årsager aldrig fået bugt med den der tanke om at jeg ikke kunne lide farserede courgetter. For jeg havde bare ikke lavet det. Så idag skete det. Jeg var på jagt efter aftensmaden. Det eneste jeg rigtigt vidste var, at der skulle være noget salat med mormordressing og så noget hakket kød. For det var det, som vi havde på lager og skulle bruges før det afgik ved køleskabsdøden. Der skulle bare suppleres op med lidt ekstra. Lige for mine øjne lå der i Meny den største squash jeg har set i mit liv. Den var altså virkeligt enorm. De kostede 10 kroner stykket. Men jeg lod den ligge, for vi ville aldrig nå igennem dem, så jeg fandt en lidt mindre en længere nede i bunken. Tjek lige ud hvor stor den her stadig var. Og forestil jer så den anden. Og her fik vi lige presset lidt morale ind. Køb det du skal bruge, i stedet for at meningsløst bare købe den største fordi den er størst.
Jeg spicede lige farsen en smule op i forhold den klassiske frikadelle fars, som min mors vist brugte. Men der er virkeligt ikke meget smag i courgetter, så det handler om at tilføre lidt ekstra. Her blev det så kapers, grov sennep, oregano og hvidløg. Så de blev sådan lidt små italiensk aftig i smagen. Jeg ville ikke lave det alt for vildt, men du kunne jo også køre en gang indiske krydderier i farsen. Av min arm, det ville være godt.
Hvis du ikke lige kan finde de her squashus gigantus, så køber du bare den helt normale version. Hvis de er meget små, så regn med en pr person. Lidt større… ok, det må du selv lige regne med. Men i hvert fald er der mad til 4 personer her. Man kan jo hurtigt strække sådan noget hakket kød ret langt.
Salaten blev til af det der var i køleskabet. Bælgede friske ærter, rød spidskål, lilla blomkål, feldsalat, urter og så en mormordressing. Cirka 1,5dl fløde som får citronsaft, så den tykner, smagt til med salt, peber, sennep og sukker. Meget enkelt.
Farserede courgetter
Ingredienser
- 400 g hakket oksekød
- 2 små rødløg
- 2 fed hvidløg
- 1,5 spsk finthakkede kapers
- 1 spsk grov sennep
- Lidt finthakket citronskal
- 2 spsk durum mel
- 1 æg
- 25 g parmesan
- frisk oregano
- Salt og peber
- 1 gigantisk courgette eller flere mindre.
Sådan gør du
- Rør den hakkede ko med salt. Heri røres æg, fintrevet løg og hvidløg og durum mel. Heri kommes også smagsgiverne: Citronskal, oregano, sennep, kapers og parmesan. Krydr til sidst med peber og eventuelt mere salt. Hvis du er i tvivl om det smager, så steg en lille prøve-delle på panden.
- Flæk courgetten og skrab kernerne ud. Det kan også være en fordel at lige skære den flad i bunden. Det er meget lidt, som der skal til før den står stabilt.
- Krydr squashen med salt og peber. Fordel farsen i squashen, riv lidt parmesan over for lækkerhedens skyld.
- Bag courgetten i ovnen ved 200grader cirka 30 minutter (min fik 40 minutter, er de helt små ville 25 nok også gøre det).