Jeg får ret ofte lyst til røde bøffer. Og en gang i mellem får jeg faktisk også lyst til grøntsager. Nu blev jeg noget græskarsulten, hvis man sådan lige kan blive det. Ja, det kommer også bag på mig. I cirka samme ombæring fik jeg lyst til en gang varmende risotto. Det hang nok mest sammen med, at jeg var blevet gennemkold af en cykeltur i Inco. Jeg er nok sådan en evig optimist, der kigger ud af vinduet og ser en sol, som er næsten fremme og tænker “SOMMER”. Det skulle jeg nok have overvejet en gang til, for lørdag morgen var det altså koldt. Og når man så kommer cyklende i sandaler, korte ærter og shorts bliver det ekstra koldt, når man ser kvinden foran mig have både halstørklæde, handsker og dynejakke.
I hvert fald blev det tid til en gang græskarrisotto til frokost. Det går sådan cirka alle dage an for mig og til alle måltider. Risotto bliver jeg bare aldrig træt af og jeg har efterhånden også lavet en del forskellige version. Jeg bruger jo sådan set bare det jeg har.
Når du laver en risotto, så er det vigtigt at du rører ret ofte i den. Det er ikke bare tom snak, men når du rører i risottoen, så er det med til at frigive en masse stivelse, som også gør risottoen cremet. Den må heller ikke være hverken for våd eller for fast. Du skal kunne sætte den med en ske og når du så slår på siden af tallerknen, skal den stille glide ud på tallerknen. (Eller hånden, hvis du har en meget lille tallerken og en meget stor portion). Et sidste lille risotto trick er, at når risottoen har fået smør og parmesan, så skal den ikke have direkte varme, da den så kan skille. Det er ikke super lækkert.
Græskarrisotto med salvie - nemt og bekvemt.
Ingredienser
- 0,5 hokkaido græskar
- 2 skalotteløg
- 1 fed hvidløg
- 1 dl olivenolie
- 200 g risotto ris arborio
- 1 dl tør hvidvin
- 7-8 dl hønsefond
- 75 g revet parmesan
- 50 g smør
- 10 salvieblade
- 5 timianstilke
- Salt og peber
Sådan gør du
- Græskaret skrælles og skæres i tern af cirka 1x1cm. Halvdelen kommes på en bageplade, drisles med halvdelen af olien, salt, peber og vendes med salvieblade. Bages til de er møre - cirka 20 minutter - ved 225 grader.
- Den resteren del af græskaret sauteres i en sauterpande sammen med finthakket skalotteløg og finthakket hvidløg i den resterende olie. Tilsæt også finthakket salvie og timian. Sauter til løgene er klare. Så kommes risene på og varmer med i cirka 2-3 minutter.
- Tilsæt nu vinen og lad den koge helt væk. Herefter fonden løbende. Tilsæt fond til risene er aldente og der er en smule væske ved. Tager 16-18 minutter afhængig af risen.
- Sluk for varmen og rør smør og parmesan i. Lad den trække i 2-3 minutter før den smages til med friskkværnet peber og måske en smule salt.
- Kom risottoen i tallerkner. Top op med de bagte græskartern og den sprøde salvie derfra. Lige en smule ekstra olivenolie og lidt parmesan har ikke skadet nogen.
- Server med det samme.
Regi:
- Sort marmorplade øverst fra Hübsch interior.
- Sort skål fra Per Bo Keramik
- Lys skål fra KH Wurtz -købt i Illums Bolighus
- Pande, gaffel og ske købt på loppemarked.