Nogle gange kan der godt gå formeget surdej og fuldkorn i den. Jeg bager næsten altid de samme boller. Meget vand, lidt gær, mel, salt og måske også surdej hvis jeg har. Ælt længe og hæv over natten, slå op og bag. Et sted mellem 7,5-9dl væske til 1kg mel. Det varierer lidt efter meltypen. Men i weekenden kunne jeg bare mærke at jeg havde behov for noget helt andet. Bløde boller, masser af smør og ja, lidt gulerod for at købe aflad. Det der faktisk startede hele denne vildledelse at denne rustikke sjæl, var jeg lige havde købt Meyers kogebog, som vist hedder Meyers bageskole. Hvor nogle koge/bagebøger bare bidrager med en en masse opskrifter – hvilket den her også gør – så giver den bare en masse bagomsviden. Det der får alle brikkerne til at falde på plads. Jeg synes faktisk jeg er ret meget med og faktisk ved ret mange ting, men den her kunne stadig give “aha” øjeblikke. Og friste. Egentlig var det opskriften på ambrosia – som er en julet kage af gærdej – som fik ført raderen ind mod disse gulerodsbrud. Egentlig mest fordi de lignede lidt hinanden. Jeg har bagt dem før, så jeg kørte med en forholdsvist sjusset gærdej. Det er faktisk lidt ala denne opskrift bare uden det der fuldkorn og selvfølgelig med modifikationer.
En ting som jeg synes er ret fantastisk i Bageskolen er, at der faktisk også står, at det vigtigste er at du huske at bruge sanserne og opskrifterne er vejledning. Jeg er blevet ret god til at sjusse. Når man ved cirka hvormeget mel der skal til og hvordan dejens slutresultat skal se ud, så er der ret mange muligheder der imellem. Fx er det godt at huske på, at jo mere protein du har i melet, det mere væske kræver den. Havde jeg ikke bloggen, ville jeg nok ikke veje så meget af når jeg bagte, men det er ret praktisk når opskrifterne skal gengives. Men husk at bruge jeres sunde fornuft. Da jeg lavede kogebog, havde jeg en opskrift som havde udgangspunkt i cirka 300g mel, for det var passende til hvad det skulle bruges til. Men mængden af væske varierede fra 1-1,5dl, da det var forskelligt mel jeg brugte. Og det var ikke en undskyldning for at opskrifterne ikke passer, men nok nærmere en forklaring på det.
Denne opskrift er lavet til fintmalet speltmel fra Bornholms Valsemølle – Det var den mel med mest protein, som jeg kunne finde, der hvor jeg var. 13%. Derfor er der også ret meget vand i opskriften. Hvis du ikke lige bruger en højprotein mel, så start med at bruge lidt mindre vand og suppler op.
Denne opskrift giver 20 gode gulerodsbrud.
Gulerodsbrud - Bløde og lækre
Ingredienser
- 7 dl lunt vand
- 25 g gær
- 1 spsk sukker
- 2 +2æg
- 1 kg mel her speltmel fra Bornholm
- 20 g salt
- 125 g smør
- 3 store groftrevne gulerødder
- 125 g solsikkekerner
Sådan gør du
- Opløs gæres i vandet og tilsæt 2 æg og sukker. Pisk godt sammen.
- Rør melet i lidt af gangen og ælt i cirka 5-7 minutter på maskine til den har samlet sig og er blevet glat.
- Tilsæt smør i tern og mel. Ælt til smørret er arbejdet ind i dejen.
- Lad dejen hvile ved stuetemperatur under et klæde til den er dobbelt størrelse. Det tager cirka en time.
- Flad dejen ud på bordet og slå to æg ud på dejen sammen med revne gulerødder og solsikkekerner. Fold dejen sammen og arbejd nu tingene ind i hinanden. Jeg pressede den faktisk bare ud mellem fingrene til den var nogenlunde ensartet, dog stadig med lommer af dej og fyld.
- Sæt gode klatter på badeplader. De vil vokse, så lad der være noget plads imellem dem.
- Lad dem efterhæve i 40 minutter.
- Bag ved 200 grader i 15 minutter - eller indtil de har taget en smule farve.
- Lad dem køle før du kaster dig over dem.
Jeg ville da som minimum piske æggene sammen, inden de blev hældt ud på dejen, da hvider og blommer ellers ikke blandes, når man bare klemmer. Hvordan forbedrer Meyers usædvanlige metode bollerne sammenlignet med den, hvor alle æg kommes i dejen? Hvad mener du med “til dejen var nogenlunde ensartet, dog med LOMMER af dej og fyld?” Hvad består resten uden for lommerne så af?
Jeg er helt vild med denne opskrift. De blev så lækre bløde og smager helt fantastisk. Min hjemmeboende søn roste dem til skyerne og der skal ellers noget til. Tak for en skøn opskrift