Jeg synes alle jeg taler med i øjeblikket siger “ja, jeg har godtnok hostet et par uger…” og det har jeg jo også. Faktisk er det ikke mindre end 4 uger nu. Og da det toppede, kom jeg på at lave denne her suppe. Måske havde den sågar helbredende effekt? Jeg ved det ikke. Men i hvert fald varmer den godt på en ruskende efterårsdag – snue eller ej.
Det kan virke lidt faretruende at lave en suppe fra bunden uden forskellige færdige bouilloner og så videre. Men træd lige et skridt tilbage og hold min øl. Det er temmeligt lige til. Og specielt hvis den ikke skal være glasklar som en consommé. Det er blot vigtigt at sørge for at skumme suppen godt i starten. Jeg starter også med at dække kyllingen med koldt vand (efter den er skåret i mindre stykker selvfølgelig). Bring den stille og roligt i kog og skim løbende. Først når den har simret 10 minutters tid kommer jeg andre ting ved. Mens du skummer den af, skal vandet heller ikke stødkoge, da det slår urenhederne, som du skummer af, fra hinanden
Jeg købte en god kylling og så var det så udgangspunktet. Så kan man supplere op med det grønt, som man har og ikke mindst har lyst til. Man skal sørge for at have nogle som giver en bund i smagen som fx løg, bladselleri, gulerødder og hvidløg. Urter som laurbær og timian har heller ingen skade gjort. Og så er det bare at lege. Hav også i mende hvor lang tid de forskellige ting skal have. Græskaret koger forholdsvist nemt ud, så jeg kom det først i senere. Det gjorde jeg cirka samtidig med at jeg kom speltkerner og majs i.
I denne portion var der aftensmad til cirka 6 portioner. Du kan sagtens strække den længere med mere grønt og vand. Vi fik også en gang grillede brød med avocado og marinerede tomater til. Det lægger selvfølgelig også en bund. Og i vores tilfælde udgjorde også salaten.
Dagen før vi fik denne, havde jeg lavet en chimichurri. Det er en argentisk sauce/salsa, som mange gange går til stegt kød. Jeg brugte denne opskrift, da jeg alligevel havde en del koriander i overskud fra et skud dagen før. Det dør hurtigt, så det var med at bruge korianderen til noget fornuftigt. Chimichurrien holder op til en uge i køleskabet. Jeg lavede den ikke så stærk, da den også skulle være lidt Alfred-venlig. Men selve chimichurien var det, som gjorde suppen til noget lidt ekstra. Altså den smagte godt, men blev ekstra god med den lille ekstra smagseksplosion.
Skulle du være det mindste i tvivl, så smager denne endnu bedre dagen efter. Så sørg for at lave rigeligt, når du nu alligevel er i gang. Eller alternativt en omgang til fryseren.
Hønsekødssuppe fra bunden med græsker
Ingredienser
- 1 kylling - delt i 8 stykker.
- 1,5 liter koldt vand
- 2 zittaurløg i tynde både
- 4 fed hvidløg
- 3 gulerødder
- 3 bladselleri stængler
- 10 timiankviste
- 6 laurbærblade
- 125 g perlespelt
- 400 g græskar i grove tern
- 200 g majs fra frost
- 1 citron
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kyllingen skæres i mindre stykker. Kommes i en stor gryde og det kolde vand kommes på.
- Bring forsigtigt i kog og simmer i 10 minutter mens der løbende skummes for urenheder.
- Kom stykker af gulerod, bladselleri, løg og hvidløg ved. Bind laurbær og timian sammen og kom ved.
- Kog under låg i yderligere en time.
- Kom majs, spelt og græskarstykker ved. kog til både græskar og spelt er mørt. Cirka 25 minutter.
- Smag til med citronsaft, salt og peber.
- Server med chimichurri, godt brød og eventuelt lidt chilisauce, for rigtigt at brænde igennem.