Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på hotdogs. Den helt klassiske eller den man bare finder på. De står begge højt på listen. Inspirationen til dem kommer også fra meget forskellige steder. Og det behøver faktisk ikke at være en hotdog, som ligger grundstenen i fundamentet. I dette tilfælde var det en middag som blev afholdt hos Atelier 1b, hvor Mads Battefeld var gæstekokken. Mads fungerer til dagligt som souschef på Henne Kirkeby Kro, bliver der afholdt små middage i privaten (eller som her på 1B), hvor der bliver testet ting. Mange gange med et asiatisk islæt.
Og det er en af retterne fra middagen på 1B, som denne hotdog læner sig op af. Nemlig en tatar af onglet med tamarind, syltede sennepsfrø og vadouvan løg. Det var helt fantastisk – lige som de andre små retter, som kom til bordet, som stjerner på en streng. Jeg er altså fan af at spise på den måde. Dele lidt. Sidde ved et langbord og bare nyde.
Vadouvan er en krydderiblanding som minder meget om karry, men måske er mere afdæmpet. Og så gør den sig bare skide godt sammen med løg. Jeg kom hotdoggen i mit “sædvanlige” hotdog brød – Opskriften er lige her – Dog med lidt mindre fuldkorn og lavet med manitobamel fra Skærtoft Mølle (Kan købes i Irma, Bilka og Føtex – Og sikkert også flere steder). Suppleret op med en smule brændt maltmel. For god ordens skyld, skal det nævnes at indlægget IKKE er sponsoreret. Jeg kan bare godt lide deres produkter. Godt mel gør altså bare en kæmpe forskel for dig bagværk. Så det er værd at ofre lidt ekstra på den kant.
Næsten altid når jeg laver en hotdog, så er der visse kriterier, som skal følges. Der skal være noget surt/syltet, som i dette tilfælde blev både løg og sennepsfrø. Der skal være en dressing. Her i form af mayoen. Noget lidt forskellige teksturer – Og gerne noget som knaser. Her var det de ristede løg. Men sennepsfrøen var også sjove. Så det handler lidt om at komme igennem hele paletten.
Jeg valgte en indisk pølse fra Coop. Fik ikke lige gemt emballagen. Men den var med karry og chili og tog næsten for meget fokus. Jeg vil anbefale at du bruger en god pølse med et højt kødindhold, så vælg den du har lyst til.
Et lille tip til de ristede løg. Pas på varmen ikke er for høj når du fritterer løgene. Hvis de får for høj varme, kan de blive meget grimme at spise. Brankede løg smager bare ikke godt. De må heller ikke blive sorte. Så hellere kassere dem og lave en ny omgang. Jeg plejer at frittere løg ved cirka 165-170 grader.
Jeg håber du kan lide min lille “homage to Mads” hotdog.
Hotdog inspireret af Mads Battefeld.
Ingredienser
Mayonaise
- 1 stk æggeblomme
- 1,5 dl olie
- 0,5 tsk grov sennep
- 1 tsk sherry eddike
- Salt og peber
Syltede løg og sennepsfrø
- 2 stk Rødløg
- 3 spsk sennepsfrø
- 2 dl vand
- 2 dl sukker
- 2 dl eddike
- 3 stk laurbærblade
- 1 tsk fennikelfrø
Ristede vadouvan løg
- 2 stk løg
- 2 spsk hvedemel
- 2-3 tsk vadouvan
- Salt og peber
- Olie til friturestegning
Herudover
- 6 stk Gode hotdog brød
- 6 stk pølser
- 1 bakke karse
Sådan gør du
- Syltede løg og sennepsfrø: Kom eddike, sukker, vand, laurbær og fennikelfrø i en gryde. Giv det et opkog til sukkeret er smeltet. Skær løgene i tynde skiver og kom cirka halvdelen af syltelagen over dem i en beholder. I den resterende del af syltelagen kommes sennepsfrøene i. Lad det koge cirka 10 minutter og tag det så af varmen og kom i en beholder. Lad begge syltede elementer trække. Minimum et par timer. Gerne en dags tid.
- Mayonnaise: Pisk æggeblomme, en knivspids salt, eddike og sennep luftig. Kom løbende olien i. Lidt af gangen. Jo mere olie, desto tykkere mayonnaise. Smag til med salt, peber og eventuelt mere eddike.
- Ristede løg: Skær løgene i tynde skiver. Vend dem med mel, salt, peber og cirka 2 tsk vadouvan. Varm olien til frituren op. Steg løgene til de er gyldne og sprøde. Kom dem på fedtsugende papir og drys med salt og eventuelt lidt ekstra vadouvan.
- Samling: Lun brøddene og steg pølserne. Rækkefølgen er nu. Brød - pølse - mayo - syltede løg - syltede sennepsfrø - ristede løg - karse.
Wow! De ser bare SÅ lækre ud! Jeg elsker også hotdog – at smutte forbi pølsevognen var noget mig og min far havde sammen da jeg var barn 🙂