Jeg synes det er ret sjovt, at se tilbage på den udvikling der har været her på bloggen omkring min madlavning. Først lavede jeg bare det jeg kunne. Så lavede jeg det Brødrene Price kunne (eller i hvert fald fandt inspirationen der). Så blev jeg bedre til at lave mad og så skulle det være lidt fancy – Måske sågar så fancy, at jeg ikke helt kunne bære det. Så gik det lidt i klassiskerne igen. Og nu er jeg vist mest kommet til det punkt, hvor jeg bare laver mad. Jeg har jo alle dage haft gastronomiske helte – Og jeg har jo så også været inspireret af dem. Men nu synes jeg faktisk, at jeg er blevet lidt bedre til at stå på egne ben og så bare lave mine egne retter.
Jeg tror måske næsten man kan kalde det her for min ret. Den blev frembragt på den der “hvad har vi egentlig i køleskabet” måde, hvor man ender med at sjusse sig frem og det ender med at give noget, som næsten er bedre end det man turde håbe på.
Der var kalveinderlår i overskud fra en anden ret. Min salvie er ved at overtage hele haven og der var kantareller fra et projekt, som jeg laver sådan arbejdsmæssigt. Det lugtede ganske meget af noget italiensk. Jeg har altid en marsala åben, som bare venter på at blive sovset til i smør og derved ende sine dage som sovs/sky. På sidelinien til disse var der også nogle brasede kartofler og lidt salatblade. Havde det været lidt godt brød, havde brokket sig over det heller. Det var sådan et helt perfekt hverdagsmåltid, som man forholdsvist hurtigt bikser sammen. Det der reelt set tager tid i den her process er at binde rullerne. Du kan vælge blot at stikke en tandstik i dem. Men jeg var bange for at mozzarellaen ville løbe sig en tur, hvis jeg ikke snørede ordentlig til, men det var ikke noget problem.
Kalveruller med salvie og mozzarella
Ingredienser
- 600 g Kalveinderlår
- 1 kugle mozzarella
- 20 stk salvieblade
- 4 skiver parmaskinke
- 2 stk skalotteløg
- 200 g kantareller
- 2 spsk kapers
- 2 dl marsala
- 75 g smør
- 1 stk citron
Tilbehør
- Brasede kartofler
- Grøn salat
Sådan gør du
- Skær kalvekødet ud i 8 skiver. Bank det fladt med en kødhammer.
- Læg et salvieblade, lidt mozzarella og en halv skive skinke på. Krydr med salt og peber. Rul den stramt, læg et salvieblad på toppen og bind den med lidt kødsnor.
- Steg rullerne 2-3 minutter på hver side ved høj varme. Tag dem af varmen.
- Svits to finthakkede skalotteløg i en smile olie. Kom kapers, 4-5 finthakkede salvieblade og kantareller på. Steg dem et par minutter.
- Tilsæt marsalen og lad den koge lidt ind. Sluk for varmen og rør smørret i.
- Smag til med citronsaft, skal, salt og peber. Returner kødet på panden og lad det samle sig en smule sammen med skyen. Server.
Hej Thomas
Din opskrift lyder rigtig lækker. Jeg undrer mig dog lidt over, at kalveinderlår som benløse fugle skal simre i en time, mens disse lækre ruller kan nøjes med 7 min.
Vil du gøre mig lidt klogere her? Måske kalveinderlår er mørt i sig selv, det er jeg måske bare uvidende om
Bedste hilsner
Maria
Hej,
Nu er inderlåret sådan en ting, der kan begge dele. Du skal også tænke på at wienerschnitzler og roastbeef også skæres af inderlår, de skal jo heller ikke simre. Personligt kan jeg faktisk bedst lide, at man giver inderlår, (både gris, kalv og ko) kort tid, for det er meget magert. Det kan godt blive lidt tørt, hvis man simrer det. Jeg ville heller aldrig lave benløse fugle af inderlår, der ville jeg i stedet foretrække Tykkam, som har noget mere intramuskulært fedt og har godt af at simre. Alternativt bov.