Kanelsnegle med banan.

Nogle gange behøver det virkeligt ikke at være så besværligt. Og når man holder ferie skal det slet ikke være svært. Det må godt tage tid, for det har man forhåbentlig en lille smule af, når det nu er ferie, men det skal ikke være besværligt. Og det er de her kanelsnegle i hvert fald ikke.

Vi er lige kommet hjem fra en forlænget påskeferie. Jeg tog allerede hjem til fredag før ferien, så jeg har været derovre i det der ligner 10 dage. Den har i høj grad stået på ren – tiltrængt – afslapning. Faktisk så meget at jeg havde valgt at tage computeren med for en sikkerheds skyld, men ikke opladeren. Så jeg i høj grad var nødt til at prioritere hvor meget den blev brugt. Det er jo svært som selvstændig at koble helt fra, men det er altså nødvendigt en gang i mellem. Og det eneste sted jeg rigtigt kan det er i sommerhuset i Blåvand. Og når man så heller ikke har computeren til at forstyrre, så går det rigtigt godt. Da jeg kom hjem og satte den til opladeren herhjemme, var der stadig over 50% strøm på den. Jeg har prioriteret rigtigt. Jeg var flere gange lige ved at lave noget arbejde eller skrive et indlæg på bloggen. Men i stedet blev jeg overfaldet af sofaen eller Alfred, som hellere lege. Og så var det som vandt.

I bund og grund kan jeg bare rigtigt godt lide en god kanelsnegl. Min præference er at den bliver bagt i form, så den vokser mere op end ud og er moist og lækker. Jeg har egentlig den samme opskrift, som jeg vender tilbage til igen og igen. Også når jeg skal lave den eller lignende til kunder, som ikke lige er bloggen. Af uransagelige årsager er den så bare aldrig endt på bloggen. Men her kommer den så. De fleste gærdeje kan have tendens til at blive lidt kedelige efter et par dage, men jeg vil sige at denne har faktisk ret lang levetid. I hvert fald 4-5 dage. Og hvis den lige får et hurtigt skud varme, vil den blive god igen. Jeg valgte rent forsøgsvis i denne at tilføje en smule banan til den. Tanken var at den også ville hjælpe med fugtigheden. Tanken var at man nogle gange bruger kartoffel i brød, for at holde det moist og så kunne bananen have samme funktion her. Og jeg vil sige at det lykkedes. Derudover kommer bananen også ind og ender som en slags creme i sneglen, som man så heller ikke må kimse af. Alt i alt er banan godkendt, selvom det måske er en smule blasfemisk for nogle.

Jeg lavede denne omgang i sommerhuset, hvor der i høj grad var strippet for elektroniske hjælpemidler. Normalt ville jeg smide dejen i køkkenmaskinen og så bare håbe på det bedste, men jeg er faktisk også kommet frem til, at de blev så gode, fordi jeg æltede disse i hånden. Sagen er den, at jo mere du ælter, desto mere bliver glutennettet udviklet og dejen kan blive lidt for elastisk. Og det på den måde du gerne vil have i et surdejsbrød, men ikke i dine kanelsnegle. Så om du vælger at gøre det i hånden eller på maskinen er op til dig. Det er bare vigtigt at du ikke får æltet den for meget. Et andet trick – eller i hvert fald noget man skal huske – er at lade dem hæve og efterhæve længe. Tiden kompenserer også for at du ikke har æltet så meget. Så hvis din dej ikke er helt fuldstændig glat, gør det ikke noget. Efterhævningen hjælper på det.

I denne omgang dej bliver der til cirka 12 ret svulstige snegle. Skal de være i klassenstime-størrelse, så kan du nok godt strække den lidt længere.

Kanelsnegle med banan.

Thomas
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 12 snegle

Ingredienser
  

  • 15 g gær
  • 300 g mælk
  • 2 æg
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 500 g hvedemel
  • 100 g smør

Fyld

  • 150 g brun farin
  • 1 spsk kanel
  • 100 g smør
  • 2 bananer

Sådan gør du
 

  • Opløs gæren i håndvarm mælk. Tilsæt sukker, salt og æg. Pisk det godt sammen.
  • Tilsæt melet mens du arbejder det sammen. Ælt et par minutter til det er en nogenlunde sammenhængende dej.
  • Tilsæt 100g blødt smør og ælt til dejen er nogenlunde glat.
  • Dæk dejen til og lad den hæve til dobbelt størrelse.
  • Rør brun farin, blødt smør og kanel sammen til en ensartet masse.
  • Rul den hævede dej ud til en nogenlunde kvadrat i 0,5cm tykkelse.
  • Smør remoncen på , fordel tynde skiver banan over lidt tilfældigt og rul den forholdsvist stramt sammen. Skær i 2-3cm tykke skiver.
  • Placer sneglene på enten en bageplade eller i en form.
  • Lad sneglene efterhæve 1 time overdækket et lunt sted.
  • Bag 20 minutter ved 200 grader.
  • Giv den fuld gas med glasuren på de lune snegle.
  • Prøv at beherske dig selv

Join the Conversation

  1. Katrine says:

    Hej Thomas

    Jeg er ved at kaste mig over din opskrift på kanelsnegle. De ser – og lyder virkelig lækre. Jeg vil dog høre, om det er muligt at lave noget på forkant og fryse ned, så jeg blot skal tage dem med på job og bage der – og hvor i processen du mener det er mest oplagt?

    Opskriften på de 12 snegle – er det svarende til mængden på billedet?

    God weekend

    Mvh Katrine

    1. Du kan sagtens lave dem i god tid og så fryse dem. Jeg ville blot skære dem ud og fryse dem. Så kan de bages faktisk direkte fra frost.
      Mængden du ser på billedet er kun noget af det. Så der kommer 12 i den størrelse ud af den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close