Der er jo egentlig ikke så meget nyt under solen med opskriften. Jeg har tweaket en smule – Tweaket, ikke twerket. Men det kommer vi til. Men der er til gengæld sket ret meget i den lille familie, som også er grunden til fraværet på bloggen.
Der skete jo det, at vi endeligt fik den lillebror, som vi har ventet på rigtig længe. Han kom lige før jul, men efter et par dage, fandt vi så også ud af at han var meget syg. Det krævede operation og gjorde lidt at vi nærmest bare forlod huset juleaftensdag og først kom rigtigt hjem allesammen for et par dage siden. Det var jo ikke ligefrem planen, da jeg egentlig var lige ved at røre risalamanden og skulle til at sætte stegene i ovnen. Dem har jeg lige smidt ud. Yikes . Det var i den grad spændende. Heldigvis har vi fået en så godt som rask lille baby med hjem. Så ofrer man gerne anden. Men det har dog krævet at der skulle ryddes grundigt op i køleskabene. Da der var en masse halvfærdige projekter i dem, som skulle have været på bloggen, men endte i skraldespanden, for de var i den grad blev færdige. Der skulle også lige reddes en del i køleskabet. Og et af resultaterne af den oprydning er denne suppe. Fyldig og lækker. Men lidt med nogle små tweaks
For det første havde jeg ikke lige noget fløde, purløg og hvad man ellers lige gør sig i. Så man måtte sno sig. Men derudover kunne jeg så frembringe en del tomater, som faktisk havde set bedre dage og noget andefond/bouillon, som var ret lyst. Normalt ville jeg nok gå med en hønse, kalve eller grøntsagsfond til denne suppe. Men det smagte faktisk glimrende. Jeg kunne godt have brugt lidt friske krydderurter til toppen, men det var hverken på lager. Og skulle du foretrække den vegetarisk, så er det jo rystende nemt at gøre. Så fjerner du bare lidt bacon og erstatter fonden med en grøn version. Tadaaa. Du kan også sagtens supplere op med andre rodfrugter, hvis du lige har noget, som er ved at miste gejsten.
Det er nemt. Varmende og billigt. Bliver det meget bedre her i januar?
Kartoffel Porre Suppe med bacon og tomater
Ingredienser
- 2 stk løg
- 4 fed hvidløg
- 3 stk porrer
- 800 g bagekartofler i tern
- 2 dl hvidvin
- 5 dl fond
- 10 kviste timian
- 4 stk laurbærblade
- 50 g smør
- 150 g skyr Kan erstattes af enten creme fraiche eller fløde.
- 2 spsk æbleeddike
Topping
- 150 g skyr
- 200 g cherrytomater
- 5 stk timiankviste
- 2 spsk olivenolie
- 200 g bacon
Sådan gør du
- Svits løg, hvidløg og porrer i en smule olie uden det tager farve. Det skal blot let falde sammen. Kom kartoflerne på og svits endnu nogle minutter.
- Kom vin og fond på. Top op med vand, så det dækker kartofler og porrer med en centimeter. Bind timian og laurbær sammen og kom ved.Lad det simre i 30-40 minutter til kartoflerne er helt møre.
- Tag urtebuketten op. Blend med en stavblender til massen er helt glat. Tilsæt smør og skyr. Justér eventuelt konsistensen med en smule vand, hvis du synes den er for tyk. Smag til med æbleeddike, salt og peber.Lad den varme godt igennem før den serveres.
Toppings
- Halver tomaterne og kom på en bradepande. Top med timian, olivenolie, salt og peber. Bag ved 180 grader i cirka 30 minutter.
- Skær baconet i tern og steg sprødt.
- Server suppen toppet med bacon, tomater (inkl olie), skyr og eventuelt lidt ekstra friskkværnet peber. Alternativ kan klassikere som purløg også bruger.
Nej hvor er det synd for jer, havde godt tænkt at det var mærkeligt derikke var noget jul- og nytårsnoget herinde. Tak for meldingen.
God bedring til jeres lille nye, tillykke med ham, og godt nyt mad-år 😉
Hej Thomas. Jeg ved at jeg er sen på den, men jeg vil bare ønske jer rigtig meget tillykke med lillebror. Det må trods alt være den bedste julegave at I fik ham med hjem i god behold. Så kan han være med til at tage revanche til næste år!
Tak for en dejlig blog med lækre, inspirerende opskrifter og flotte, flotte billeder!