Den vrede! Og bare roligt, det er ikke mig som er vred. Men det er saucen. Arrabiata betyder vred. Og det er lidt en hentydning til chilien i saucen. Du bestemmer selv hvor vred den skal være. Men udover at være vred, så er det faktisk også en utroligt dejlig og nem ret. Det tager ikke mange minutter at lave. Faktisk er det igen vandet som er hemskoen for at få rigtigt hurtigt mad. Det tager jo lidt tid at få den op og koge. Jeg lavede for noget tid siden nogle opskrifter til Il Fornaio, fordi de havde lanceret nogle nye pastatyper. Det her er en af dem. Og så havde jeg lidt i overskud. Det er en tagliolini, som bare er en tyndere tagliatelle – som oftest er den som du køber i frisk version i supermarkedet. Den eneste forskel er, at den her smager faktisk godt. Den skal kun koge 1-2 minutter. Så tidsaspektet er virkeligt ikke en grund til at vælge det der underlige “Friske” pasta længere. Ja, jeg har før harceleret over det. Men jeg synes virkeligt frisk pasta er noget fanden har skabt. Køb tørret.
Nå, nu er jeg vist ved at have hostet min galdesten op. Så tilbage til det positive. Saucen er jo super nem. Den består i sin enkelhed af chili, hvidløg, olivenolie og tomat. Så lidt. Det er den originale. Jeg var så også så dristig at komme lidt parmesan og friske basilikumblade på toppen. Retten stammer vist fra Rom, så ud fra det burde det vist have været pecorino jeg rev over. Men det havde jeg ikke. Tomaterne var sådan nogle små cherry versioner i alle mulige farver. Og til trods for at de faktisk smagte af noget, sådan en vintertomat taget i betragtning, så valgte jeg lige at supplere op med en spiseskefuld tomatpuré. Alternativt kan du også bruge en dåse flåede tomater. Så bliver det lige pludseligt rigtigt nemt. (ja, du sparer at halvere cirka 20 tomater).
Her er der mad til to personer.
Det skal du bruge:
- 200g tørret pasta (her tagliolini fra Il Fornaio)
- 3 spsk olivenolie
- 3 fed hvidløg
- 0,5 chili (afhængig af styrken selvfølgelig)
- 20 cherrytomater eller tilsvarende.
- 1 spsk tomatpuré
- Salt og peber
- Parmesan og frisk basilikum til toppen
Det gør du.
- Kog pastaen al dente i rigeligt saltet vand.
- I en panden kommes finthakket chili og hvidløg sammen med olivenolie. Svits til lige før at hvidløget har taget farve.
- Kom de halverede tomater og tomatpureen på. Steg to minutter og suppler op med 3-4 spiseskefulde af kogevandet fra pastaen. Det er med til at gøre den cremet og saucet.
- Smag til med peber og eventuelt lidt salt.
- Vend pastaen i og lad den samle sig et minuts penge.
- Server med frisk basilikum og revet parmesan.
Det ser jo både lækkert og nemt ud – og så er det en af Darth Vaders foretrukne, dog med penne (https://www.youtube.com/watch?v=Sv5iEK-IEzw).
Den vil jeg glæde mig til at prøve!