Under lørdagens udbrud i “tour de kalorie”. Må man sige at dette endte ud med at være bjergspurten.
Det er en kage, som jeg har haft i tankerne noget tid, men bare ikke har fået gjort så meget ved. Herudover skal det også lige blive tid til at kunne skaffe rabarber. Sæsonen er stadig på det allerførste, men giv tid, så skal det nok komme. Jeg elsker rabarber.
Jeg var jo alene hjemme, så jeg lavede kun to små tærter. De var i 10 centimeters forme med løs bund. Egentlig lavede jeg dej til 4 bunde, da jeg også havde planer om at lave en anden meget klassisk tærte med citron og marengs. Jeg døde ved kage før jeg nåede at gøre dette. Skal du lave en normal tærte, så gang med cirka 3 ved det hele, både dej og ganache.
Tanken til kagen var klar oppe i hovedet. Udførslen var lidt anderledes. Jeg kunne ikke rigtigt komme frem til hvordan jeg skulle gribe min rabarber an, for jeg ville ikke have den til at koge ud, men jeg ville heller ikke bage den. Jeg kom frem til at det bedste nok var at lade dem stå og pochere i en meget nedkogt sukkerlage med en smule vanilje og citronsaft. Jeg brugte den resterende sukkerlage til at koge lidt marmelade efterfølgende af rabarber og blåbær (det var hvad jeg nu lige havde). Man ville jo helst ikke stå og smide så meget god sukker ud – Specielt når det allerede havde taget smag fra det første rabarber.
Hvad skal du bruge (Til to små tærter)
Mørdej:
- 40g smør
- 80g mel
- 25g sukker
- Sammenpiske æg til at samle dejen (cirka et kvart).
Chokolade ganache
- 1dl fløde
- 100g chokolade (Jeg brugte Valrhona, 71% – Jeg kan godt lide at den er lidt kraftig i smagen)
Pocherede rabarber
- 1 rabarber
- saften af en halv citron
- 4 dl vand
- 3 dl sukker
- kernerne af en halv vaniljestang.
Hvad gør du så?
Først dejen. Nuld’r melet ind i smørret ind i melet. Det kan være en fordel, hvis smørret har stået lidt ude, så det er nemmere at arbejde med. Tilsæt sukker og et nip salt. Nu tænker du, det er jo ikke en dej, for det er noget usammenhængende værk, men tilsæt en smule sammenpisket æg til blandingen og det giver mening. Når portionen er så lille, så skal der faktisk ikke særligt meget æg til.
Dejen skal ikke æltes, blot samlet. Sæt den på køl i en times tid, så er den nemmere at arbejde med. Rul den herefter ud og kom i formen. Bag den blindt ved 180 grader i cirka et kvarter. At bage den blindt betyder at du bager den med staniol over og kommer noget i staniolen, som gør den ikke hæver op. Det kunne være bønner eller ris.
Når den er ude af ovnen, skal den lige køle af et kvarters tid før ganachen skal i.
Ganachen laver du ved at koge din fløde op i et par minutter. Den skal så køle en lille smule før du kommer chokoladen i. Hvis den er for varm – som i kogende – så kan din chokolade godt skille og gryne. Det vil du ikke.
Tilsæt ganache og lad den køle af til den har sat sig.
Forberedelsen af dine rabarber er faktisk forholdsvist enkel.
Kog lagen med vand, sukker, vaniliekorn og citronsaft. Den skal cirka koges ind til halv mængde. Herefter sætter du kogepladen på laveste blus og tilsætter rabarberstykkerne. Den skal ikke koge, men blot holdes varm. Efter cirka 20 minutter til en halv time er dine rabarber møre og søde. Smag eventuelt på dem.
På med rabarber og si lidt flormelis ud over.
Helt ærligt – Hvem vil hellere have en cupcake frem for en tærte. med chokolade. og rabarber. I hvert fald ikke mig.