REKLAME – I samarbejde med Char-Broil
Idag skal du møde en lidt anderledes kammerat af mine. Jeg har jo allerede præsenteret to produkter fra Char-Broil på bloggen. Men her kommer der endnu en. Det er sådan en sjov overraskelse.
Det er Char-Broils Kamander grill. (se link for mere info) I modsætning til både gasgrillen og den elektriske smoker, så kræver den her lidt mere erfaring at gå til. Gasgrillen er temmeligt eftergivende, da man meget nemt kan justere temperaturen med et lille drej på blusset og så sker det med det samme. Den digitale smoker indstiller du med de grader du vil køre på og så bliver den præcist det. Det er faktisk lidt en sousvide med røg, hvor du ikke har behov for en vakuumpakker. Men så tilbage til den det faktisk drejer sig om Kamanderen. Det er en kulgrill, hvor du både kan bage, røge, grille og stege. Og bedst af det hele er, at den er isoleret, så den holder på varmen og kan blive ualmindelig varm. Jeg har haft den på den varme side af 450 grader. Så går det hurtigt med pizzaerne. Og for hurtigt med brødet, som var dej indvendigt og sort udenpå. Jeg havde ikke lige bemærket hvor varm den var, da jeg kom dejen på. Så det gik ikke helt så godt.
Sokker i sandaler. Dad-level 4000.
Det var faktisk ikke planen, at jeg først ville prøve den, da jeg mente at jeg var mere til de andre enheder. Men den har i den grad overrasket positivt. Og det er faktisk den jeg har brugt flest gange. Eller det vil sige 1-2 gange mere end de andre. Tror allerede jeg har grillet det der ligner 20 gange i år. Men det er denne grill, som jeg tænder op i, når jeg har tiden til det. Det tager lidt tid at få den varm, så det er måske ikke den jeg vil bruge til de tynde koteletter. Der er det altså noget hurtigere at fyre op i gasgrillen. Jeg mangler stadig at langtidsrøge på den, men har set nogle ret imponerende ting på youtube med den, så det er bare et spørgsmål om tid. Indtil nu har jeg bagt pizzaer og grillet mere normale ting. Men det har været de ting, hvor jeg faktisk har lavet hele måltidet på grillen i etaper (som jeg mange gange også gør på gasgrillen). Og så har det været når svigerfar skulle imponeres.
Den nemmeste måde at lave en hel kylling på grillen (både kul og gas) er jo med et rotisserie. Det er bare at komme den på spiddet og så vente på tiden går. Den næstnemmeste må så helt klart være at butterflie kyllingen. Hvilket egentlig bare er at fjerne rygbenet og så sprede den ud som en sommerfugl. Så kan du stege den helt jævnt og du ender ikke med tørt brystkød før lårene er færdige. Fordelen er samtidig at det skærer måske 10-15 minutter af tilberedningstiden. Ergo tid som du ikke bruger på at tørre kyllingen ud. Min fik 40 minutter, hvor jeg vendte den to gange. Teoretisk set, burde det ikke være nødvendigt, for varme fordelingen er ret godt i kamanderen, men nu gjorde jeg det alligevel. Og for god ordens skyld, så kan du også sagtens lave den på din gasgrill eller i ovnen, hvis det er rigtig dansk sommer.
Det er jo ramsløgstid, så jeg valgte at krydre min kylling med det i form af en nem pesto, som jeg også vendte kartoflerne i. Nu hvor det egentlig er så nemt at komme til ramsløg, så laver du bare en ordentlig portion og gemmer i fryseren. Udenfor sæsonen laver du den med din favoriturt, hvis du ikke har gemt lidt. Og så er det nok også en god idé at tilføje et lille fed hvidløg, hvis du bruger andet end ramsløg. Det har jo meget smagen i sig selv.
Salaten blev den klassiske “tøm køleskabet”. En avocado blev blendet sammen med samme mængde creme fraiche (ca 100g) og noget finthakket ramsløg. Smagt til med salt, peber, citronsaft og olivenolie. Smurt i bunden af et fad, så man får lidt med, hver gang man tager noget. Derpå kom jeg en masse grønt, som blev kørt på mandolin og lagt i isvand, for det blev knasende sprødt. Det var i høj grad et spørgsmål om “hvad der nu var på lager”. Broccolistok, radise, sukkerærter, fennikel, majroe og ærtespirer. Det virker bare ret godt sammen. Brug lige det du har.
Ramsløgskylling på grillen.
Ingredienser
Ramsløgspesto
- 2 store håndfulde ramsløg
- 2 spsk pinjekerner
- 1 ansjosfilet
- 20 g parmesan
- 0,5 dl olivenolie hvis du gerne vil have den vådere, tilsæt mere
- 1 citron
Herudover
- 650 g kartofler her både hvide og blå
- 2 søde kartofler
- 1 kylling
Sådan gør du
- Blend ramsløg med olie og ansjosfilet. Tilsæt revet ost og ristede pinjekerner. Blend lidt mere.
- Smag til med citronsaft, skal og evt lidt salt og peber. Ansjosen gør det ud for det salte, så vær opmærksom.
- Læg kyllingen med brystet ned af. Med en fjerkræsaks eller en stor kniv fjernes rygbenet med et snit eller klip på hver side. Flad kyllingen ud. Fjern alternativt også ønskebenet, det gør det nemmere at skære den ud efterfølgende.
- Vend kyllingen med cirka halvdelen af pestoen. Gnid det godt ind i kødet.
- Grill kyllingen ved direkte varme (ca 180-200 grader) i 45 minutter. Først med brystet op af, så vendes der hvert kvarter.Så den i alt får 30 minutter på bensiden og 15 på skindsiden.
- Lad den trække 10 minutter før den skæres ud.
- Cirka samtiden med at kyllingen kommes i grillen, skal kartoflerne i ovnen. I teorien burde du godt kunne lave dem på grillen i et grillfastfad. Da de jo reelt skal have lige lang tid.
- Skræl de søde kartofler og skær i mindre stykker. Skær kartoflerne i både.
- Vend med olie, salt og peber. Bag i ovnen cirka 45 minutter ved 200 grader.
- Når kartoflerne er færdige, vendes de med den resterende pesto.
- Server kylling og kartofler med en grøn salat.