En af mine favorit beskæftigelser er faktisk selvforkælelse. Man skal huske at være god ved sig selv. Så min udkårne og jeg tog på en lille ferie i ferien til Valencia. Her var meget lidt planlagt udover hvor vi skulle sove og hvor vi så skulle spise lige før turen gik hjem til min far igen.
En af mine kammerater (fra et privat arrangement) var sidste år i syden, hvor han tudede os ørene fulde på sociale medier, om hvordan det var helt væk med michelin stjerner til uberettigede restauranter dernede. Jeg havde det lidt i baghovedet, da jeg researchede på hvor vi skulle spise. Heldigvis skulle min bekymring bringes til skamme, for det var virkeligt virkeligt godt. Og ja, til en pris, som var helt hen i vejret, hvis du spørger mig. Altså på den gode måde. Vi spiste der til frokost, så tog den lille menu til 65 euro pr mand. Da det så også var frokost, så sprang vi vinmenuen over og tog bare et par enkelte glas (bobler, hvid og rød). Mener vi kom af med samlet 165 euro. En vinmenu til menuen ville have stået i 28 euro – Hvilket jo også er noget under det niveau det ligger på i Danmark. Til frokost kunne man også vælge en endnu mindre menu til bare 30 euro med snacks og så 4-5 retter. Nu var vi endeligt kommet ud og spise fint, så vi ville ikke nøjes.
Den helt store menu lå på 95 euro og 45 for vin. Den tror jeg vi napper næste gang vi kommer til Valencia.
Bag restaurant Riff står Bernd H. Knöller. Han er både ejer og chefen i køkkenet. Han åbnede stedet i 2001. Fik sin første michelinstjerne i 2009. Stilen er enkel og inspireret af hvad markedet har at byde på. Inden vi bookede nåede jeg at se et par billeder derfra, så jeg vidste næsten på forhånd, at jeg ikke ville blive skuffet.
Faktisk nærmest inden vi havde sat os, blev vi mødt med de første snacks. Forrest var der puffede ris med tang. Bagerst puffede flæskesvær som var let karamelliserede og drysset med sort sesam. Herudover også en tynd tuille af kikærter med fennikelfrø. Det hele kunne så dyppes i en aioli med en smule røget paprika.
Vi sprang på et glas cava til at starte på. Fra Barcelona. Temmelig vild da den ramte glasset, derefter bare en fin ledsager.
En lille kiks med aubergine og sardin. Tjeneren kom med den på et lille fad og den skulle så spises med fingrene derfra. Bare roligt, Karen viser bare hendes frem, hun er ikke ved at made mig.
Flere snacks skulle der til. En lille vogn blev rullet op til bordet. En bloody mary lavet på tomatvand og hvad der ellers hører til i sådan en. Den havde et let brus. Lidt sjov og inspirerende.
På vognen var der også tynde skiver af grisefedt, sådan ala lardo. Det blev vendt i sprødstegte brødkrummer ved bordet og fik revet en smule limeskal over. Det var ualmindeligt godt. Sammen med grisegaflerne kom også brødet til snacksne. Det var et brød, hvor der ikke var sparet på olivenolien under tilberedningen, så det var jævnt tungt og godt. Sammen med brødet kom den måske mest grønne og frugtige olivenolie, som jeg har fået længe. Den måtte vi heldigvis godt beholde under næsten hele måltidet.
En lille haps med røget tun, mandelcreme og løg.
Endnu en med friterede hvide rejer og tang.
Hjorteterrine på ristet brioche med sennep og agurk. Jeg er helt nede med det. Det var så også den sidste snack før vi hoppede på de mere reelle retter.
En ret som blev præsenteret som “Valenciansk ceviche”. Jeg nåede desværre ikke at få med, hvilken fisk det var. Jeg følte mig helt på hjemmebane, da vi skulle spise den med pincet. Den var smagt til med frisk koriander, lime og appelsin.
En ret jeg var ret vild med, var denne vildt tatar med kakao, hvide asparges og appelsinskal. Asparges og appelsin gjorde sig både godt sammen og sammen med tataren. Jeg er ret sikker på, at det er et mix, som jeg skal lege med på et senere tidspunkt.
En ret som vi havde kigget langt efter, når de andre borde havde fået den serveret var denne med ris, rødbede og champignon. Det var nok desværre også den ret som skuffede mest – I hvert fald i forhold til forventningerne. Risene var kogt med rødbeden. Jeg havde regnet med at vi var mere ude i en risotto, altså med masse af dybde og kapow fra parmesan og smør, men det var som om at det var udeladt. Champignonerne var rå og gav en smule tekstur til risene. Det der tog retten fra at være ligegyldig til ok var de enkelte mynteblade, som den var garneret med. Hvis man var heldig at få en bid med både ris, mynte og champignon, var det helt fantastisk. Desværre var det bare lidt sparsomt med bladene. Faktisk valgte jeg at give min ret et ordentlig gang olivenolie, da alle kiggede væk (og alt mynten var væk) og det gjorde noget godt for den. Men rå champignon og mynte tager jeg i hvert fald med i kufferten derfra.
Endnu en lille fiskeret kom. En red mullet (rød multe?), som på skindsiden var vendt i kerner (græskar, solsikke og sesam) og stegt sprødt. Til det var der et par dampede muslinger og dampet sommerkål. Fin lille ret.
Nu kom det fine bestik på bordet. Det tegnede godt. Vi fik ny vin i glasset. En syrah. Synes næsten den var for brutal til det fine stykke kød.
Det ledte næsten tankerne hen mod min favorit restaurant (i hele verden), enkelheden – og det smukke i denne. Sortfodsmørbrad stegt til mere end perfektion – forinden var det vendt i lidt korianderfrø og kanel. Lidt broccoli. Lidt sort hvidløg. Det var virkeligt fantastisk! Helt igennem. 
Første dessert kom på bordet. Faktisk synes jeg denne stak lidt ud fra de andre retter. Hvor det hele vejen igennem har været enkelt, kom der her en velsmagende, men meget kompleks ret. Der var jordbær, æblepuré, sort sesam, karamelliseret hvid chokoloade og koriander. Det virkede fint, men det var mange ting.
Hvor den forrige ret var mange forskellige smage, var den sidste det helt modsatte. Chokolade. Det var faktisk det. Der var chokoladeis, chokoladekage, chokoladetuille, chokolade “jord” og så den mest luftige chokolademousse/skum, som jeg har fået længe.
Det er sådan en ret, jeg elsker at slutte et godt måltid af med. En ret som ikke kigger sig over skulderen før den farer afsted med 140 km/t. Fuld smadder på chokolade. Jeg elsker det.
Der var selvfølgeligt også lidt petit fours til kaffen. Fik ikke taget billeder af det hele. Men her var der marengs med en safrancreme at dyppe i.
Sådan overordnet, super dejlig middag. Professionel betjening, som selvom de undskyldte for deres manglende engelsk, på ingen måde havde problemer med at guide os igennem måltidet. Tager man så også med i overvejelserne, at det her måltid på en et-stjernet michelin restaurant faktisk også koster næsten mindre end en tur på Jensens bøfhus. Ja, så er det svært at få armene ned.
Kæmpe anbefalinger herfra. Du skal lige være opmærksom på, at menuerne som er angivet på hjemmesiden vist er mest vejledende, da det vi spiste ikke rigtigt var det samme som der stod derinde. Ikke at jeg følte mig snydt.
Restaurant Riff
Calle Conde Altea 18
(46005 Valencia)
Information and reservation: + 34 96 333 53 53 / + 34 671 87 59 75
Åben tirsdag til lørdag
13.30 til 15.30 og 20.30 til 23:00
