Salat med radicchio, høgelund og ærter.

Det er noget med, at lediggang er roden til alt ondt. Så må der være meget godt i mig for tiden. Der er travlt og det er faktisk helt fantastisk. Dog må jeg se i øjnene, at det også har haft lidt negativ effekt på både bloggens opdateringer og faktisk også hvor spændende maden har været herhjemme. Den har meget stået på overlevelse. Idag var jeg ude og se mig lidt om. Solen bankede i hovedet på en og man kunne næsten ikke undgå at blive i godt humør og lettere inspireret. Jeg tænkte at det var tid til at forkæle den eneste ene med lidt god mad. Og vups. Så var der fem små retter klar på tallerknerne. Jeg vil lige pointere, at så godt spiser vi altså ikke hver mandag. Selvom det ville være rart.

Den første ret var en lille salat. En enkel salat, som fik fylde af min absolutte favoritost. Høgelund fra Arla Unika. Jeg købte i december en hel ost, så den har fået lov til at lagre i køkkenet. Så den bider lidt i kinderne. Men det bliver så heldigvis opvejet af de søde ærter og vinaigretten.

Salat med radicchio, høgelund og ærter.

Hvad skal du bruge?

  • 1 radicchio
  • 200g ærter
  • 100g blåskimmelost (her Høgelund)
  • 1 skalotteløg
  • Basilikum

Vinaigrette:

  • 1 spsk honning
  • 0,5 spsk grov sennep
  • 1 spsk sød balsamico
  • 2 spsk olivenolie.

Og nu er det egentlig ret meget lige ud af landevejen. Blancher ærterne (Kom ærterne i kogende vand i et minut og derefter direkte over i koldt vand for at stoppe kogningen.) Pil radicchioen. Kom den på et fad. Derpå ærter, smuldr blåskimlen. Tynde skiver skalotteløg og så basilikum blade. Giv hele bulitjavsen en god gang salt og peber. Rør vinaigretten sammen. Kom den over salaten. Så er den klar.

Laver du salaten i god tid, så vent med vinaigretten til lige før servering.

Salat med radicchio, høgelund og ærter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close