Nu kan jeg med slet skjult stolthed sige, at vi snart er ved at være ved vejs ende i forhold til det nye køkken. Vejen har (selvfølgelig) været længere end forventet. Der skulle lave lidt sidste øjebliksændringer, men i det store hele passede det hele. Jeg havde selvfølgelig ikke lige taget højde for saltbøsninger og faldstammer, som man ikke kunne se. Men vups, så var den klaret. Og tidsplanen holdt også næsten. Sådan lige en uge på den forkerte side af deadline, men sådan kan det gå, når tømreren vælger at lege actionmand i Stark og slå foden. Nu mangler vi bare at få lidt fliser på væggene og så få fixet de 6 stikkontakter, som af uransagelige årsager, helt ud af det blå, med et satte ud. Der kommer jo nok en lille opfølgning til prolog indlægget, hvor jeg simpelthen vidste alt om det der køkken. Man bliver jo ofte klogere hen af vejen.
Da køkkenet var kommet på plads og hvidevarerne sat til, tog det alligevel et par dage før vi rigtigt fik lavet mad. Der skulle jo lige fyldes tilbage i skuffer og så videre. Egentlig havde jeg planlagt en gang kaviar og champagne, som det første der skulle tilberedes i det nye køkken. Tanken var, at som når man får en pung eller sparegris i gave, så må de ikke være tomme, da det ellers vil betyde tomme lomme eller sådan noget. Så hvis vi startede ud på fuld skrue med maden, ville der også altid være noget storartet i gryderne. Lad os se om det holder stik?
I hvert fald blev den første traktering denne søtunge tilberedt helt fuldstændig klassisk. A la meuniere – som møllerens kone. Og det hænger jo sammen med at disse fisk bliver vendt i mel lige inden de steges. Og bare for at få det på det rene, så må du altså også gerne lave den selvom din husbond ikke er møller. Du kan lave den med alle slags fladfisk, men lige i øjeblikket er tungerne ekstra gode. Jeg vendte den i fuldkornsmel, da jeg synes det giver lidt ekstra stegeskorpe. Hvis du så meget som overvejer at stege den i margarine eller lignende, så får du et drag over nakken. Der skal bruges smør og masser af den. Men det er også fordi det reelt set udgør saucen sammen med kapers og skalotteløg. Dild og purløg er der vist lidt blandede meninger om skal i. Men jeg synes det smager i godt til kartoflerne og fisken. Har du det ikke på lager, kan det undlades. Beregn en fisk pr. mand.
Vi fik også en lille kålsalat på siden, bare for at give en smule modspil til smørret.
Søtunge Meuniere
Ingredients
- 4 søtunger
- 4 spsk fuldkorns hvedemel
- Salt og peber
- 250g smør
- 2 skalotteløg
- 4 spsk kapers
- 1 citron
- 2 spsk finthakket dild
- 2 spsk finthakket purløg (kan undlades)
- 700g kartofler
Instructions
Søtungerne skylles grundigt. Hvis de ikke allerede er flåede, gør det. Udnyt at du har en flink fiskemand og lad ham gøre det.
Krydr melet med salt og peber. Vend fiskene heri. Bank overskydende mel af.
Fordel smøret i to pander med en smule olie. Lad det brune, Steg fisken 3-4 minutter på hver side. De skal være let gyldne. Kom dem over på et fad eller lune tallerkner.
Kom alt smørret over i en pande. Tilsæt finthakkede skalotteløg og kapers. Lad det boble en smule til løgene er klare. Riv herefter citronskal i og pres citronen. Smag til med en smule peber og finthakket dild og purløg.
Fordel smørsaucen over fiskene og server med kogte kartofler.