Jeg har noget for syltning i øjeblikket. Dog var det lige ved at give mig sved på panden, da jeg pludseligt ikke havde nok glas at fylde dem i. Det var der heldigvis råd for.
Syltning af asier er en totrinsraket. Først skal de klargøres og saltes. 12 timer (eller mere) efter skal de så på glas.
Jeg købte to asier – Sådanne to bliver til mange små asiestykker, så jeg måtte have det store dej fad i brug.
Hvad skal du bruge?
Syltelage
- 1,5l lagereddike
- 600g sukker
- 1,5 rødløg, strimlet.
- 2 teskefulde Korianderfrø,
- 2 teskefulde sorte peberkorn
- 1 teske sennepsfrø
- en knivspids chiliflager
- 4 dildkroner.
- 6 Laurbærblade.
Asierne skrælles. Deles, kernerne fjernes og de skæres i stykker. Læg dem i et fad og overhæld dem med kogende vand og drys 4 spiseskefulde salt udover. Sæt noget tungt over, så du sikrer dig at de holder sig under saltlagen.
Dag 2:
Kog eddiekelagen op med ovenstående ingredienser. Vent med at tilsætte løg til sukkeret er smeltet. Lad det koge et par minutter.
Hæld vandet fra asierne. Dup dem tørre og fyld dem på atamonskyllede glas. Jeg tog lidt asier og så syltelage, så jeg sikrede mig at godterne også kom ned igennem asierne. Fortsæt til glasset er fyldt.
Luk til med det samme.
De skal stå to til tre uger og trække i lagen før de er klar. Så jeg kan desværre ikke fortælle om resultatet endnu – Men jeg glæder mig allerede til den første leverdreng med syltede asier.
(nu mangler jeg kun græskar og rødbeder)
Hvorfor udvandes asierne ikke efter de er blevet saltet, som f.eks. agurker til agurkesalat
mvh
Danni
Hej Danni,
Hvorfor tør jeg ikke lige sige. Nu er det næsten tre år siden jeg lavede den her opskrift. Men umiddelbart så er saltblandingen så mild, at det ikke er nødvendigt. Det er mit bedste bud. Og de smagte altså helt som de skulle. I hvert fald mine. Så et eller andet sted må jeg være dig svar skyldig.
THomas