I lørdags skulle min kollega giftes. I Hellerup. Det lykkedes mig at trække en anden kollega med derop til globryllup. Jeg ville gerne lige se hvad det der bryllupsværk gik ud på – En uge før mit eget. Brylluppet stod klokken 14.30, men vi blev enige om at tage en bid brød før vielsen.
Jeg havde hørt meget godt om Sankt Peder før, så da vi ikke kunne få bord der hvor vi oprindeligt havde planlagt, var dette det sikre valg. Et godt valg. Men skulle du have lyst til at tage forbi til en gang frokost eller aften, vil jeg anbefale dig at bestille et bord. Der var i hvert fald godt gang i den denne lørdag og vi var heldige at få det sidste bord – Og en del blev desværre afvist mens vi sad der.
Stilen derinde? Godt gedint smørrebrød, nikotingule vægge med noget der måske en gang har været plakater og kolde øl! Jeg elsker det. På menuen varierer stykkerne fra cirka 65 til 95 kroner. Og tro mig, du får nok svært ved at klare mere end to stykker, som vi fik hver. (og lige som en lille sidebemærkning til menuen, så var der faktisk også et stykke med fjordrejer, som går til dagspris, i lørdags var det 165 kroner).
Betjeningen kom hurtigt. Min kammerat skulle bare have en stor Classic, jeg ville gerne have en ale. Og her syntes jeg de fejlede en smule. Jeg blev tilbudt en tjekkisk øl (mener jeg) som skulle være meget ala en Ale. Jeg tvivlede og spurgte ind til om der nu var nok bitterhed i denne – “Jo, det var der skam”. Det var der altså ikke. Herregud, jeg overlever. Havde jeg taget en hof, så havde jeg aldrig bemærket dette.
Min kammerat sprang på en marineret sild – Helt lige til – Sild, kapers og løg. Jeg tror et eller andet sted var lidt jaloux på min fisk. Og et eller andet sted, så var det jo lige det han havde bestilt. Sild, kapers og løg.
Jeg fik til gengæld et “engle kys” – Ikke en betegnelse jeg har hørt før. Smørstegte rødspættefileter, Rejer, lakserogn – Og godt med Mayo. Rart at se en ordentlig fisk! Alt for mange er forfaldne til at kalde dødspaneret og friteret udefinerbar fisk for en “fiskefilet”. Ikke her, den var i orden.
Nu havde kammeraten valgt en kartoffelmad. Bevæggrunden var vist mest at der var bacon på. Den så også virkeligt god ud. Igen blev der ikke holdt igen på mængden. Man skulle grave for at finde brødet. Mmm.
Jeg fik en ubændig lyst til pickles, så da jeg så stykket med sprængt oksebryst, pickles og peberrod valgte jeg det. Desværre skulle det vise sig at de var løbet tør. Som et rigtigt værdigt alternativ, så tog jeg flæskestegen. Kan man ikke altid spise et stykke flæskesteg? Igen en stor portion.
Hvad der var rigtigt lækkert her var, at agurksalaten var hjemmelavet – Hvilket jeg også mener rødkålen var. Det var den for lækker til at være. Den havde nogle dejlige toner af anis.
Og selvfølgeligt, stegen var saftig og sværen sprød. Jeg plejer lidt at foretrække ribbensteg, da jeg både synes smagen er større og så fedtet formår at holde kødet saftigt. Med denne kamsteg var det dog ikke noget problem.
Ja, sådan et stykke kan altså godt tåle et billede til.
Bare lige sådan en kort opsummering. Orker du ikke sifonflasker og underlige urter, så tag et smut til Hellerup. Et glimrende sted at tage turister med hen for at se hvordan god gammeldags smørrebrød skal laves. Ja, der var en svipser med en øl og et udsolgt stykke smørrebrød. Det tror jeg vi kan leve med. I hvert fald kommer jeg gerne igen – Det så ud til en del i restauranten den dag gik efter pariserbøf og tatar – Det må prøves næste gang.
Du finder dem her:
Sankt Pedersvej 2
2900 Hellerup
Tlf: 39611187